Haderslev sænker prisen på SFO-pasning

Det bliver billigere for forældre i Haderslev Kommune at have deres børn i SFO efter sommerferien.

Haderslev sænker priserne på SFO

Fra 1. august bliver forældrebetalingen på SFO i Haderslev Kommune sat ned. Som følge af folkeskolereformen bliver skoledagene længere, og åbningstiderne i SFO?en bliver kortere. Udvalget for Børn og Familier har derfor besluttet, at forældrebetalingen sættes ned.

- Vi har valgt at tilpasse priserne til den kortere åbningstid. Vi ved godt, at en del kommuner har valgt at fastholde prisen, men det ønsker vi ikke, siger formand for Udvalget for Børn og Familier, Signe Knappe.

Udgifterne til den lavere forældrebetaling finansieres af de midler, der er afsat i forbindelse med folkeskolereformen.

 

Fakta om de nye priser:

For børn, der kun skal gå i SFO om eftermiddagen, ændres forældrebetalingen fra 1.640 kroner til 1.214 kroner om måneden i 11 måneder.

For børn, der både skal gå i SFO om morgenen og om eftermiddagen, ændres forældrebetalingen fra 2.051 til 1.518 kroner om måneden i 11. måneder.