Handicappet? Nul ferie

Mange handicappede må vinke farvel til drømmen om at rejse på ferie. De må nemlig ikke længere betale kommunale hjælpere for at tage med, hvis de ikke selv kan klare sig selv.

Det er en følge af nye regler for ledsageordning for handicappede.

Tidligere måtte handicappede betale kommunalt ansatte for at gå med ud at spise eller tage med på sommerferie ? det må de ikke mere.

Nu skal de købe en privat ledsager, som er fremmed for dem.

Det betyder, at handicappede ingen ferie får ? eller meget lidt:

Bostedet Huginsvej i Vojens er således i øjeblikket på sommerferie i fire dage i Skærbæk. Det er, hvad det kan blive til.

Før de ny regler rejste beboerne til udlandet og betalte selv personalet for at være med.

Men det må man ikke mere.

Nu skal de købe hjælpen hos et privat firma.

- Mange handicappede borgere bor det meste af deres liv på et bosted. Her giver det kendte personale den handicappede støtte og tryghed. Men når den handicappede ikke kan tilkøbe ledsagelse af det personale, som han eller hun kender, så skaber det utryghed. I stedet er den handicappede nødt til at rejse med en fremmed ledsager. Det kan bestemt ikke være til den handicappedes fordel, siger formand for Socialudvalget i Haderslev, Peter Kofod Poulsen.