Hemmelig koldkrigsbunker åbner dørene

I anledning af 30-års jubilæet for murens fald åbner Haderslev Katedralskole på lørdag deres koldkrigsbunker for offentligheden.

I årtier var den 500 kvadratmeter store bunker under Haderslev Katedralskole en velbevaret hemmelighed.

- Når nye lærere dengang spurgte til kælderen, så lod de, der var indviet i hemmeligheden, som ingenting, fortæller lektor i historie Rune Eskildsen. Siden 2018 har han sammen med kollegaer jagtet gamle telefaxmaskiner, dokumenter og uniformer for at genskabe bunkerens oprindelig udtryk og indretning. 

I dag bruger skolen bunkeren, når der undervises i den kolde krig, og lørdag d. 9. november kan nysgerrige borgere gå gennem de tunge metaldøre og tage på en tidsrejse til den kolde krig.

Faxe kondi og gasmasker

Der er kælet for detaljerne i bunkeren. På et af efterretningskontorerne står en original flaske Faxe Kondi sodavand, der har overlevet tidens tand. Og gasmasker hænger i sovesalen til fri afbenyttelse af besøgende med lyst til at prøve. 

- Det var en stor udfordring at finde de specielle ting, der skulle til, men der har politiet og militæret været en stor hjælp til at finde genstande fra gemmerne, der blev brugt dengang, fortæller Rune Eskildsen. Han ser det som en kæmpe fordel, at han kan tage eleverne med i bunkeren i historietimerne.

- Det er lidt blæret at have sin egen bunker, slår historielæren fast. 

Regionskommandoen i Haderslev

  • Civilkommandoen for Region III havde i tilfælde af krig til opgave at opretholde centraladministrationen for regionen ved at samle og formidle informationer samt at prioritere og koordinere anvendelsen af regionens ressourcer i samarbejde med amter og kommuner.
  • Regionen blev ledet af regionsamtmanden, som var den siddende amtsborgmester i Sønderjyllands Amt. Han samarbejdede med regionscheferne for forsvar og politi. Dertil var der løbende kontakt til civilforsvarsregionen, som havde til huse i en bunker på Rømøvej i Kolding.
  • Hvis forbindelsen til de centrale myndigheder i Region Vest blev afbrudt, skulle regionsamtmanden overtage regeringsledelsen for regionen.

 

Kilde: Rune Schmidt Eskildsen, Haderslev Katedralskole

  •