Høje forventninger til ny SønderjyskE-målmand

Den amerikanske ishockeymålmand Jeff Frazee har lige skrevet under på en sæson med SønderjyskE.

Den sønderjyske kampånd får tilført amerikansk vindermentalitet i den kommende sæson, når målmanden Jeff Frazee skal præstere på isen.

Den 27-årige ishockeymålmand har samlet erfaring fra næsten 200 kampe i den nordamerikanske AHL Liga. Cheftræner Dan Ceman har store forventninger til den nye førstekeeper i SønderjyskE:

- Jeff Frazees CV taler for sig selv. Jeg har desuden talt med flere af hans trænere, der alle omtaler ham som en dybt seriøs og professionel sportsmand. Han er en ydmyg og hårdtarbejdende type, der passer helt perfekt til vores omklædningsrum, siger Dan Ceman.

Den nye SønderjyskE-målmand har optrådt for Team USA på U17, U18 og U20 holdene. Sidste sæson spillede han for den italienske klub Valpellice.

- Vi glæder os til at samarbejde med ham, og ikke mindst til at se ham i aktion i den lyseblå trøje, understreger Dan Ceman.

Klubben forlænger også kontrakterne med backen Tyler Gotto og forwarden Cory Quirk, der satte markante aftryk på de lyseblå resultater i sidste sæson.

Ifølge administrerende direktør Klaus Rasmussen er der flere nye kontrakter og kontraktforlængelser på vej.