Høsten tæt på at blive aflyst

Den seneste uge er der faldet omkring 100 millimeter vand på Jørn Ebbesens marker ved Vojens. Og det gør det mere end vanskeligt at få årest høst i hus.

Mejetærskeren står klar i maskinhallen, hveden er moden og landmand Jørn Ebbesen er topmotiveret for at gå i gang.

Men det kræver tørvejr. Og dét har lange udsigter.

- Kornet bliver fuldstændigt smadret, når det kommer gennem mejetærskeren - og det er begyndt at spire, fortæller landmanden under en markvandring.

Jørn Ebbesen skal blandt andet bruge kornet til foder til sine grise. Men allerede nu har kornet minimal foderværdi.

Og går høsten fuldstændig tabt, må han ud at købe nyt korn til foder.

- Det er temmelig ærgerligt. I forvejen har det ikke kørt alt for godt med svineproduktionen, så vi havde virkelig brug for lidt medvind nu.

Men medvind - og tørvejr - må Jørn Ebbesen foreløbig spejde langt efter. Vejrudsigten for de kommende dage byder på mere regn..