Hund på pony skaber storm på Facebook

Videoen af en hund på ryggen af en pony har fået flere tusinde seere til at dele og kommentere på Facebook.

TV SYD viste tirsdag optagelser af en hund, der hopper op på ryggen af en pony.

Optagelserne blev præsenteret som, at de to dyr leger sammen, og det har fået Facebook-brugerene til tasterne.

Mange af Jer mener bestemt ikke, at der er tale om leg. Og selv eksperter er uenige.

På TV SYDs Facebook-side har vi blandt andet fået disse kommentarer:

Historien om de to dyr er nået ud til over en million Facebook-brugere. Den er blevet delt over 5000 gange på under et døgn og over 1200 har kommenteret på den.

Der er dog ikke kun kritiske røster. Flere mener, at der er tale om en uskyldig leg mellem dyrene.

Leg eller dominans - eksperter er uenige

Men selv eksperter er uenige.

Adfærdsbiologen Aiko Sho Nielsen mener, at de kritiske kommentarer er velbegrundede. Der er ikke tale om to venner, der bare har det sjovt.

- Det er tydeligt at se, at hesten napper ud efter hunden, og at den slår med hovedet for at få den væk. Også hunden viser tegn på frustrationsadfærd. Selv om det kan se ud som om den leger, så virker den opkørt og stresset. Hundens humpning af hesten kan være en overspringshandling. Lidt ligesom når vi mennesker for eksempel bider negle eller traver frem og tilbage, når vi er frustrerede over, at vi ikke ved, hvad vi skal, eller er forhindrede i noget, vi gerne vil, siger hun til TV 2.

Hun forklarer, at en hund oprindeligt er et rovdyr, mens en hest er et flugtdyr, og at der derfor er en overvejende sandsynlighed for, at hesten føler sig truet af hundens adfærd.

- Når hunden hopper op på hestens ryg, så er det jo faktisk sådan det ville foregå i naturen, hvis det var et rovdyr, der angreb et andet dyr.

Aiko Sho Nielsen mener, at der er tale om en misforstået relation mellem to dyr.

- Jeg er sikker på, at ejerne af hunden ikke lader den hoppe op på hesten af ond vilje. Men nogle gange skal vi mennesker tænke lidt fremad, og overveje om alle parter har det godt, siger hun til TV2.

Ingen bliver undertrykt

På Institut for Husdyrvidenskab under Aarhus Universitet har man i dag også set videoen, og her er eksperterne enige i, at ingen af dyrene på videoen er undertrykte under legen.

- Vi mener absolut ikke, at der er tale om dyrplageri. Det er ganske normalt, at forskelige dyrearter leger sammen. Hvis hesten følte sig undertrykt, så kunne den stoppe hundens tilnærmelser på et sekund. Det er ikke unormalt, at heste sparker hunde, siger Janne Winther Christensen, der er lektor i adfærd og stressbiologi til TV SYD.

Med op mod 1 million visninger på TV SYD og TV2s facebooksider har videoen med den usædvanlige dyreleg delt brugerne på Facebook.

Flere mener, at der er tale om, at hunden Monza forsøger at undertrykke ponyen ved lave en simuleret parring.

Det er adfærdsekspert Janne Winther Christensen dog uenig i.

- Det som nogle betragter som humperi, mener vi alene skyldes, at hunden er ved at glide ned. Det er ikke et forsøg på parring. Ligesom hestens undvigemanøvre er en del af legen, siger hun til TV SYD.

På videoen bider ponyen desuden hunden let, men heller ikke det er ifølge Janne Winther Christensen et udtryk for, at den er bange eller afviser hunden.

- Hvis ponyen betragtede hunden som et rovdyr, så ville den bide den på en helt anden måde. Det bid vi ser i videoen er i vores øjne netop et udtryk for leg.

TV SYD har i dag været i kontakt med ejeren af dyrene, der fortæller at hun er stærkt overrasket over de kritiske kommentarer på Facebook, og forsikrer, at der ikke er tale om, at nogle af dyrene bliver undertrykt.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.