Ishockeyfest i Vojens

Det danske ishockeylandshold kan kvalificere sig til sit første Vinter OL nogensinde i Vojens i denne uge.

Fra torsdag aften skal der i Vojens spilles OL-kvalifikationskampe forud for Vinter OL i 2014.

Det er Sønderjyske, der står for den praktiske afvikling af kampene.

- Det er de flotte rammer, opbakningen fra kommunen, landsdelens erhvervsliv, Danmarks bedste supportere og en stor og engageret skare af frivillige, der har muliggjort dette store projekt. Flere end 230 frivillige hjælpere bruger deres ferie eller fridage på at skabe de bedste rammer for turneringen, tilskuerne og det danske landshold. Det er imponerende, og jeg vil derfor gerne opfordre de mange tilskuere til at give de frivillige et klap på skulderen, når de møder dem i SE Arena, siger adm. direktør Klaus B. Rasmussen.

Danmark spiller sin første kamp mod Ukraine torsdag klokken 20.