Jakob Michelsen fik et tilbud, han ikke kunne sige nej til

Sønderjyskes træner Jakob Michelsen vil til udlandet med sin familie. Derfor siger han farvel til jobbet i Sønderjylland.

- Jeg smiler med det ene øje og græder med det andet, siger Sønderjyskes cheftræner Jakob Michelsen til TV SYD.

 Efter halvandet år som træner i fodboldklubben Sønderjyske har Michelsen valgt at stoppe. Han vil til udlandet med familien.

- Vi har snakket om, at vi gerne ville til udlandet igen. Nu fik vi en mulighed for at få en oplevelse som familie og jeg som træner, siger han.

quote

En gang i mellem skal man selv vælge, hvornår man lukker en dør. Alting stopper på et tidspunkt – også de gode ting.

Jakob Michelsen, cheftræner, Sønderjyske

Men beslutningen har ikke været nem at tage for Michelsen, der har været hos Sønderjyske i halvandet år.

- Vi har været igennem en rejse på halvandet år med både sølvmedalje og europæiske succeser. Det har været en rigtig god tid. Det skal staben og spillerne have tak for, siger han til TV SYD. 

Men succesen hos Sønderjyske er altså ikke nok til at få ham til at blive.

- En gang i mellem skal man selv vælge, hvornår man lukker en dør. Alting stopper på et tidspunkt – også de gode ting, siger Michelsen.

Michelsen har to kampe tilbage med Sønderjyske, inden han begynder i Hammarby ved årsskiftet.