Jens Peter reddede sin far med hjertemassage

Hver eneste dag bliver 11 danskere ramt af et hjertestop, og kun en tiendedel er i live en måned senere. Jens Peter Sørensens far er en af de heldige.

Peter Sørensen fra Haderslev er heldig. Hans liv blev reddet af hans kone og søn, da han selv pludselig faldt om med et hjertestop. Sønnen Jens Peter er nu blevet indstillet til Hjerteforeningens pris som Årets Hjerteredder 2016, fordi han handlede hurtigt, da det gjaldt. 

Karl Erik Olesen fra Hjerteforeningen i Haderslev roser de mennesker, der redder menneskeliv ved hjertemassage. Video: Pernille Keller Sand

 

Det kom som et lyn fra en klar himmel, da Jens Peter Sørensens far en dag i november fik hjertestop.

Hvis jeg ikke havde været hjemme, så var det jo gået galt

- Man tænker ikke rigtig, man når ikke at tænke. Man handler jo bare, fortæller Jens Peter Sørensen til TV SYD.

Jens Peter og hans mor Bente Sørensen fandt Peter liggende livløs på badeværelset.

-  Hvis jeg ikke havde været hjemme, så var det jo gået galt, fortsætter han.

På mandag mødes alle 42 indstillede til prisen som Årets Hjerteredder til et stort arrangement, og her udpeger et dommerpanel de tre redninger, der er med i slutspurten om at vinde prisen.