Kæmpetransporter fjernes fra villavej: Beboere mener ikke, det er den rigtige løsning

Efter flere års kamp ser det ud til, at beboerne på Stensbækvej i Arnum endelig bliver fri for de store lastbiler. Alligevel er begejstringen begrænset.

Byrådet har nemlig her til aften stemt for en løsning, der kommer til at fjerne kæmpetransporterne fra den lille villavej Stensbækvej.

- Rent egoistisk er jeg glad. Men jeg synes nu alligevel ikke, at det er den rigtige løsning, som politikerne i byrådet i dag stemmer om.

Sådan siger Mads Peter Ingemann Olesen, der bor på Stensbækvej.

- Det er blot at skubbe problemet ned på Vestergade. Så bliver det beboerne dernede, der skal døje med de her transporter. Vi så helst, at Haderslev Kommune brugte den 1,5 mio. kroner mere, der skal til for at lave en ny vej derude, siger han, mens han peger ud af landsbyen små 100 meter væk.

Derude, lige uden for byskiltet, ligger en mark. Den har været i spil som en af de i alt fire løsningsforslag, Haderslev Kommune har haft på tegnebrættet. I kommunens beskrivelse har den løsning fået betegnelsen løsning et. Men det er ikke den, byrådet forventes at vedtage i dag.

'Det er peanuts'

Derimod har forvaltningen indstillet, at Haderslev Kommune skal gå igennem processen med at søge om ekspropriation af en stump jord ved en lille grusvej, der hedder Arnum Nørremark. Den løsning har betegnelsen løsning to. Den udemærker sig blandt andet ved, at være 1,5 mio. kroner billigere end løsning ét.

Mads Peter Ingemann Olesen forstår godt, at Haderslev Kommune skal passe på skatteborgernes penge.

- Men når man ser på de millioner, der bliver brugt inde i Haderslev by, så er de her ekstra 1,5 mio. kroner jo peanuts, siger han.

Se linjeføring på de forskellige forslag her

Man har lov at blive klogere

Faktisk har den dyrere løsning været i spil. Men kun fire byrådsmedlemmer stemte for den. 

- Det var ikke det forslag, der vandt indpas. Så løsning ét blev stemt ned, og dermed er vi endt med løsning to. Jeg kan godt forstå, hvis der er beboere i Arnum, der ikke er tilfredse med det, men spørgsmålet er, om vi nogensinde finder den rigtige løsning derude. 

Sådan siger Børge Koch fra Radikale Venstre og medlem af økonomiudvalget i Haderslev Kommune.

Indstillingen til byrådet fra Plan og miljøudvalget kommer, efter politikere har besøgt Arnum og talt med beboerne.

- Man har lov til hele tiden at blive klogere. En dialog med borgmesteren, kommunaldirektøren og beboerne gjorde, at der kom en drøftelse i økonomiudvalget, der har betydet, at beslutningen om at lade transporterne fortsætte som hidtil nu er taget af bordet til fordel for den her løsning med at udvide Arnum Nørremark, siger Børge Koch.

Med en beslutning om at forfølge løsning to, der altså skal gå gennem Arnum, skal byrådet finde yderligere 1,5 mio. kroner i næste års budget.