Kærestepar vil leve af at lave lakrids

I Sdr. Vilstrup syd for Haderslev eksperimenterer et kærestepar med at lave lakrids, men det har vist sig at være sværere end forventet.

Stefan Kanne og Helle Sass Tarbensen drømmer om at kunne leve af det sorte slik, men det har vist sig at være en verden fyldt med hemmeligheder.

- Lakrids har vist sig at være en lukket verden. Der har ikke været nogen, som har været åbne for at hjælpe med en opskrift, siger Stefan Kanne til TV SYD.

Det har overrasket parret, som gerne vil lave lokal kvalitetslakrids uden for mange tilsætningsstoffer.

- Vi har eksperimenteret rigtig meget i det sidste år for at finde frem til en brugbar opskrift. To-tre gange om ugen har vi kogt otte kilo lakrids, som vi har smidt ud i skraldespanden bagefter. Så da vi endelig fandt vores opskrift, var det helt fantastisk, siger Helle Sass Tarbensen.

quote

Lakrids har vist sig at være en lukket verden.

Stefan Kanne, Sønderjysk Lakrids

I dag besøgte vores program I Godt Selskab parret, der er indehavere af Aperci - Sønderjysk Lakrids, og du kan se et uddrag af programmet her.