Kan resten af verden lære noget af Sydjylland?

Mindretallene nord og syd for grænsen har vist, at konflikt kan ende i samarbejde. Et panel vil diskutere, om verdens konfliktzoner kan lære noget af det.

Det kommer til at foregå på Gram Slot, hvor den traditionsrige Haderslev Lysfest indledes.

Det foregår den 4. maj, hvor det er 70 år siden, Danmark blev befriet.

En række debattører vil diskutere, om det er muligt at overføre de gode erfaringer fra grænseregionen til konflikter rundt om i verden. De sidste 70 års udvikling i forholdet mellem Danmark og Tyskland har vist, at det kan lade sig gøre at leve i fred og fordragelighed.

- Der er tilsyneladende ingen mangel på aktuelle konflikter, der involverer mindretal i grænseområder: Østukraine som det nyeste og geografisk nærmeste eksempel, men også Mellemøsten kan levere nogle stykker. Det bliver spændende at høre nogle bud på de danske erfaringer fra grænseområdet - og de danske og tyske mindretal på begge sider af grænsen, og om, hvorvidt de erfaringer kan overføres til andre konflikter, siger debattens ordstyrer, Henrik Lerche, der selv som udsendt journalist for DR har dækket flere væbnede konflikter.