Landskabet fra Skrydstrup til Ribe, kaldet Kastrup Enge er ikke længere værdifuldt landskab.
Det er nu slået fast, efter et flertal i Haderslev Byråd bestående af Venstre, Socialdemokratiet og Enhedslisten stemte for, at landskabet skal degraderes til almindeligt landbrugsjord.
Du kan her se området, der er blevet degraderet:
Det sker efter et mudret forløb, som flere politikere i Haderslev Byråd og borgere i Haderslev har raset over. Senest udtalte Liberal Alliances byrådsmedlem Benny Bonde således til TV SYD tirsdag:
- Vindmøllemafiaen har lange arme, og den har jo hypnotiseret nogle af de folk til at sige, det område skal nedgraderes. Det er forkert, vurderede Benny Bonde (LA).
Årsagen til problemerne er, at et privat vindmøllelaug har planer om at opføre knap 38 vindmøller på grunden, hvilken kun kan lade sig gøre, hvis det ikke længere er værdifuldt landskab.
Og her har firmaet Planenergi en dobbeltrolle i den sag. De arbejder nemlig for lauget, men samtidig er Planenergi hyret af kommunen til at vurdere, at landskabet ikke er så værdifuldt, at det er uegnet til vindmøller.