Kirsten tabte sin dyre armprotese i bugten – nu kæmper dykkere med at finde den, før det er for sent

Under en kajakøvelse strøg Kirsten Tychsens armprotese til havets bund. Efter et opslag på Facebook har flere dykkere tilbudt deres hjælp, så nu er den store eftersøgning i gang.

Ved Genner Bugt skulle 56-årige Kirsten Tychsen fra Haderslev og hendes kæreste Uffe tirsdag på kajakøvelse. Her skulle de lave en såkaldt makkerredning, hvor den ene skal en tur i vandet, mens den anden prøver at hjælpe vedkommende op.

Kirsten Tychsen bruger kajakroning for at blive glad. Hun kan ikke gå lange ture. Derfor er protesen meget vigtig for hende.
Kirsten Tychsen bruger kajakroning for at blive glad. Hun kan ikke gå lange ture. Derfor er protesen meget vigtig for hende.
Foto: Julie Lapp, TV SYD

Kirsten Tychsen er født uden venstre ben og venstre hånd. Derfor har hun investeret i en armprotese, hun kan bruge til kajak. Hun har taget den af under øvelsen. Den sidder nemlig fast på pagajen, der flyder på vandoverfladen.

Protesen er vanskelig at erstatte. Kirsten brugte selv 20.000 kroner på den, men i dag ligger prisen på 80.000 kroner.
Protesen er vanskelig at erstatte. Kirsten brugte selv 20.000 kroner på den, men i dag ligger prisen på 80.000 kroner.
Foto: Michael Starman / Privatfoto

Mens Kirstens kæreste Uffe var i vandet, mærkede han en kraftig understrøm. Han kom op i kajakken igen, men da Kirsten løftede hovedet, så hun sin pagaj med protesen forsvinde i en hvirvelstrøm. Den sank mod bunden.

- Min kæreste prøvede at dykke ned efter den, men der var ikke noget at gøre, siger Kirsten, som er meget afhængig af sin protese.

Udover at hun ikke kan ro uden, er der også et kapløb med tiden i gang. Kirsten Tychsen skal til kajakprøve lørdag. Kirsten har en anden protese til hverdag, men den kan ikke tåle vand. Det er dermed umuligt for hende at gå til prøve uden den specielle protese.

Kirsten Tychsen og kæresten Uffe Ahrnkiel var ude på redningsøvelse, da protesen røg i vandet. Billedet er dog ikke fra uheldet.
Kirsten Tychsen og kæresten Uffe Ahrnkiel var ude på redningsøvelse, da protesen røg i vandet. Billedet er dog ikke fra uheldet.
Foto: Lena Starman / Haderslev Dykkerklub

Et opslag på Facebook giver håbet tilbage 

Efter at protesen var røget i vandet, søgte Kirsten hurtigt hjælp. Protesen er dyr at erstatte, da en ny koster i omegnen af 80.000 kroner, ifølge Kirsten.

Da protesen bliver brugt til kajak, der betegnes som en fritidsaktivitet, er der således ikke støtte at hente fra kommunen. Der er heller ikke nogen forsikring, der dækker. Derfor var Kirsten nødt til at gå andre veje for at få hjælp.

quote

Det er helt vildt, så meget hjælp jeg får. Det er sindssygt flot

Kirsten Tychsen

Hun skrev et opslag på Facebook, hvor hun akut spurgte efter dykkerhjælp. Herefter er det gået stærkt. Opslaget er indtil videre blevet delt 1.600 gange, og så har dykkerklubberne i Haderslev og Aabenraa samt private dykkere tilbudt deres hjælp. Haderslev Dykkerklub vil desuden have alle sine træningspas ude ved det sted, protesen røg i, indtil den er fundet. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

- Det er helt vildt, så meget hjælp jeg får. Det er sindssygt flot, siger Kirsten Tychsen, som har håb og tro på, at det lykkes at finde den.

Dykkerne har dog ikke haft held med at finde protesen endnu. Sigtbarheden i vandet er lav, hvilket gør det mørkt og vanskeligt for dykkerne.

- Første gang var dykkerne ude fra klokken 18.00, men da klokken blev 22.00, var de nødt til at stoppe arbejdet, fortæller Kirsten. 

Efter planen skal to private dykkere forsøge igen i bugten fredag middag. Lykkes det ikke, står næste hold klar klokken 17.00 fredag.

Dykkerne fra Haderslev Dykkerklub er nogle af dem, som har tilbudt deres hjælp. De vil ved hver træning dykke ud ved de koordinater, hvor protesen faldt i vandet, indtil den er fundet.
Dykkerne fra Haderslev Dykkerklub er nogle af dem, som har tilbudt deres hjælp. De vil ved hver træning dykke ud ved de koordinater, hvor protesen faldt i vandet, indtil den er fundet.
Foto: Privatfoto

Kajakken giver oplevelser

Protesen bruges kun til kajakroning, og det er den ting, der giver hende glæde og oplevelser.  

- Da jeg også har en protese til benet, kan jeg ikke gå så lange ture. Derfor er kajakken med til at give mig oplevelser og mulighed for at komme ud i naturen, siger Kirsten. 

De næste mange dyk er allerede planlagt, men fredag er sidste chance for at finde protesen, inden Kirsten Tychsens kajakprøve lørdag. Kajakprøven giver hende kajakret. Det vil sige, at hun kan tage ud at ro i alt farvand i landet på egen hånd.

- Jeg håber virkelig meget, at det lykkes for dem.