Kitesurfer reddet i land med helikopter og redningsbåd

En flok forbipasserende på stranden ved Hejsager slog alarm, da de troede en kitesurfer var i havsnød.

Både redningshelikopter, båd og politibiler fra flere stationer blev sendt mod Hejsager, da en kitesurfer var i havsnød.

- Havsnød var måske så meget sagt. Kitesurferen mente ikke selv, at han var i problemer, men derimod på vej ind, siger Ivan Gohr Jensen, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Det var en gruppe forbipasserende, der havde slået alarm, fordi de ikke troede, at kitesurferen kunne komme i land.

- Den slags kan være meget svært at vurdere fra land, når man ikke kender noget til kitesurf, siger Ivan Gohr Jensen.

Ikke desto mindre fik surferen hjælp til at komme i land.

- Vi kommer gerne, hvis man er i tvivl. Hellere én gang for meget, end en gang for lidt, slår vagtchefen fast.