Klage: Min mor har været udsat for en ussel behandling

En søn er meget utilfreds med den behandling, hans 80-årige mor har været udsat for i sygehussystemet.

Tom Jensen fra Vojens har oplevet meget uheldige forløb med sundhedssystemet.

For tre år siden år havde familien nogle dårlige oplevelser i forbindelse med faderens sygdom.

Og nu har moderen også været udsat for ubehagelige oplevelser.

- Det her er et opråb! Det er nu tre år siden, vi oplevede et meget hårdt og utilfredsstillende forløb med vores far, og tingene er ikke blevet bedre, siger Tom Jensen, der er søn til den 80-årige Ingrid Elisabeth Jensen.

Hun blev opereret for kræft i underlivet, og operationen gik godt.

Men efterfølgende blev hun ramt af en alvorlig blodprop og så begyndte de dårlige oplevelser, fortæller Tom Jensen.

Blandt andet var der dårlig kommunikation mellem sygehuset i Kolding og plejehjemmet, så Ingrid Elisabeth Jensen ifølge sønnen ikke fik den rigtige medicin. Familien måtte selv kontakte den praktiserende læge for at få lave en korrekt medicinliste til moren.

Og under en indlæggelse på Kolding Sygehus sad hun i en stol på sin stue med tis og afføring ned af benene. Ifølge familien gik der mere end en time, inden hun fik hjælp.

Hun er også blevet transporteret til en operation, som blev aflyst, angiveligt fordi der ikke var bestilt tid til operationen.

TV2 sender i aften kl. 20 en dokumentar om ”et sygt system”, der handler om problemerne i sygehusvæsenet.