Knivstikkeri i Haderslev: Gerningsmand anholdt

Der meldes en tilskadekommen, som er udenfor livsfare. Den 43-årige gerningsmand blev anholdt nær gerningsstedet søndag aften.

Opdateret mandag kl. 06.45 med hændelsesforløb og politiets oplysninger om de to implicerede mænd.

Klokken 20.12 søndag aften modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om et knivstikkeri i Badstuegade i Haderslev.

- Der er en tilskadekommen, der er sendt på sygehuset. Han meldes udenfor livsfare, oplyser Erik Lindholt, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Knivstikkeriet var kulminationen på et håndgemæng mellem to lokale mænd. 

- De to mænd er begge fra lokalområdet og kender hinanden i forvejen, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Karsten Høy, til TV SYD mandag morgen.

Gerningsmanden blev anholdt lidt efter klokken 21 nær gerningsstedet i Badstuegade. Ifølge vagtchef Karsten Høy var der tale om et opgør mellem to lokale mænd på 43 og 46 år. Den knivbevæbnede gerningsmand, en 43-årig mand, påførte det 46-årige offer en 40 centimeter lang flænge.

Det vides endnu ikke, hvad årsagen bag knivstikkeriet skyldes. 

- Hvad der videre skal ske med gerningsmanden skal anklagemyndigheden tage stilling til senere i dag, siger vagtchef Karsten Høy.