Kommentator roser europæisk ishockeytriumf

Sønderjyskes sejr i Continental Cup er rigtig god reklame for dansk ishockey, mener Jimmy Bøjgaard fra TV2 Sport. Han havde ikke forventet, at de vandt turneringen.

Der er masser af anerkendende ord til Sønderjyskes ishockeyspillere, der søndag blev samlet vinder af Continental Cup.

- Sønderjyske har været op og ned i den hjemlige Metalliga. Jeg havde ikke forventet, at de kunne køre den hjem. Men de formåede at løfte deres niveau, lyder det fra hockeykommentator på TV2 Sport, Jimmy Bøjgaard.

Bedst af de næstbedste

Continental Cup er ikke turneringen for de allerbedste hold i Europa. Det er hold fra den næstbedste hylde lige under Champions League.

Alligevel er det et flot resultat, fortæller Jimmy Bøjgaard.

- Det er en stor titel, der giver god reklame for Sønderjyske og dansk ishockey, fortæller han.

Sejren blev sikret efter tre kampe.

Mod Nottingham måtte holdet ud i straffeslag, og mod Neman Grodno fra Hviderusland gik kampen ud i forlænget spilletid. Så det var tætte kampe mod ligeværdige hold, fortæller Jimmy Bøjgaard.

- Sønderjyske fandt noget, som jeg ikke har set tidligere i sæsonen. Det at få marginalerne med sig over flere dage i træk, det er meget positivt, når vi tænker på, der kommer et slutspil i ligaen om et par måneder.

Efter sejren var der fest til den lyse morgen i Vojens, men allerede tirsdag skal Sønderjyske på isen igen, når holdet møder Rungsted i Metalligaen.