Kommune får kritik i sag om giftstof på flyvestation

Ordførere fra Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten mener, at Haderslev Kommune og to andre kommuner har fejlet i tilsyn med PFAS.

Haderslev Kommune har fejlet i sagen om forurening med de giftige PFAS-stoffer på Flyvestation Skrydstrup.

Kommunen har miljøtilsynet med Flyvestation Skrydstrup, men dét ansvar har kommunen ifølge en række miljøordførere i Folketinget svigtet.

Det skriver Avisen Danmark og Radio 4.

Det er miljøordførere for Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der retter kritikken mod Haderslev, Viborg og Aalborg, hvor der ligger flyvestationer, hvor det giftige stof er blevet brugt.

Her er der målt værdier af giftstofferne PFAS, der ligger mellem 100 og 1000 gange over grænseværdien for stoffets tilstedeværelse i grundvand.

- Det vidner helt klart om, at kommunerne ikke har løftet deres opgave som tilsynsmyndighed. Opgaven er slet ikke løst, det er voldsomt kritisabelt den måde, som kommunerne har gjort det på, siger Rene Christensen, der er miljøordfører for Dansk Folkeparti, til de to medier.

PFAS er navnet for en gruppe giftstoffer, der er sundhedsskadelige for mennesker at have i kroppen, og som blandt andet har været en bestanddel i brandskum.

Fakta om PFAS/PFOS

PFOS hører under betegnelsen PFAS, som dækker over flere stoffer med bred anvendelse i industrien. Stofferne er svært nedbrydelige og kan ophobes i miljøet.

I 2006 blev PFOS forbudt i brandskum, men frem til 2011 var det tilladt at bruge restlagre, derefter blev al brug af stoffet forbudt.

Nyere viden om giftigheden ved PFAS-stofferne betød, at Miljøstyrelsen i juli i år sænkede grænseværdien for, hvor meget PFOS der må være i jord og grundvand.

I 2019 anbefalede Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse sig selv, at man gik i gang med at oprense arealerne, fordi styrelsen vurderede, at kommunerne kunne give påbud, og at der var risiko for erstatningssager fra borgerne.

Men styrelsen gik ikke i gang med oprensning, og der kommer heller ikke påbud fra kommunerne.

Torsdag forklarede Visti Salomonsen, der er chef for ledelsessekretariatet i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, til Ritzau, at styrelsen ikke har haft redskaberne til at gribe ind over for forureningen.

- Så er det korrekt, at vi ikke har iværksat tiltag for at afværge det. Men det skyldes, at vi ikke er den faglige myndighed, og vi ikke har tilstrækkeligt grundlag til at gå i gang med at gøre det. Vi kender ikke nogen teknologier, som vi umiddelbart kan sætte i gang.

- Derfor søger vi hjælp hos tilsynsmyndighederne, og jeg synes faktisk, at vi gør, hvad vi kan, på det her område, sagde han.

quote

Der er ingen tvivl om, at vi siden 2016 burde have grebet ind. Dér blev det bevist, at det var farligt, vi har bare ikke haft en fornemmelse af, hvor farligt det er.

Svend Brandt, Enhedslisten, miljøudvalget, Haderslev Kommune

Byrådsmedlem erkender fejl

Den ansvarlige tilsynsmyndighed på flyvestationen er Haderslev Kommune, og ifølge Svend Brandt (E), der er udvalgsmedlem i Plan og Miljø ved Haderslev Kommune, burde man have handlet.

- Der er ingen tvivl om, at vi siden 2016 burde have grebet ind. Dér blev det bevist, at det var farligt, vi har bare ikke haft en fornemmelse af, hvor farligt det er, siger Svend Brandt (E).

Kommunen har ifølge byrådspolitikeren holdt øje med forureningen, men de har ikke været klar over handlemulighederne, og at giftstoffet er så farligt, som det lyder til at være.

- Der er mange ting i det. Vi har ikke været opmærksomme på, hvor farligt det er. Den anden ting er, at det er inde på Forsvarets område. Sådan tror jeg, vi har tænkt, men siden er vi blevet bevidste om, at vi fra kommunens side kan give påbud, selvom udslippet har foregået på Forsvarets grund, siger han.

Han fortæller, at han torsdag har skrevet til Plan og Miljø forvaltningen, at emnet skal på udvalgets dagsorden på det næste møde, hvis den kan nås.

- Det (PFAS, red.) kan ikke nedbrydes, og det bliver et større og større problem. Vi skal have noget mere viden om, hvad man kan gøre for at gribe ind, så det ikke spreder sig, siger han.

TV SYD har været i kontakt med udvalgsformanden for Plan og Miljø, Benny Bonde (D), der ikke ønsker at udtale sig om kommunens ansvar, før han ved mere om forureningen.