Kommuner: Stop Udbetaling Danmark

Stop Udbetaling Danmark-projektet, siger flere kommuner. De fem nye centre, bl.a. et i Haderslev, er på vej til at blive en ny offentlig skandale, som i f.eks. Varde koster fire mio. kr. om året.

- Regnestykket for Varde Kommune er, at vi har rationaliseret, vi har sparet og for nu at komme op på Udbetaling Danmarks niveau, så skal vi betale fire millioner det første år og derefter 3,8 millioner kroner de følgende år, siger kommunaldirektør Max Kruse, Varde,  til DR Nyheder.

Og for Varde vil det gå ud over servicen.

Stands projektet her og nu!

Stands Udbetaling Danmark-projektet her og nu. Den kommende offentlige mastodont vil give kommunerne en ekstraregning i millionstørrelsen og forringe servicen til borgerne.

Sådan lyder budskabet fra en lang række kommuner, der er stærkt utilfredse med, at de fra næste år skal overlade udbetalingen af 180 milliarder kroner sociale ydelser til en ny konstruktion, kaldet Udbetaling Danmark.

Allerede en skandale

 - Det her er allerede en stor offentlig skandale. Meldingen herfra til socialminister Karen Hækkerup og resten af regeringen er at få stoppet Udbetaling Danmark hurtigst muligt. Er der nogle tab, så må vi tage dem frem for at samfundet skal tabe i årene fremover, siger Mai-Britt Iversen, der ligesom socialministeren er socialdemokrat og derudover rådmand i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune til DR Nyheder.

Udbetaler til to millioner

De færreste ved i dag, hvad Udbetaling Danmark er for en størrelse, men fra næste år vil to millioner danskeres hverdag være afhængige af den nye mastodont.

180 milliarder kroner i sociale ydelser, herunder pension og familieydelser, skal flyttes fra kommunerne til Udbetaling Danmark, der skal drives af ATP i fem centre landet over, bl.a. et nyt center i Haderslev. Og som kun kan kontaktes via telefon eller internet.

Skal spare 300 mio. kr.

Formålet er at spare mindst 300 millioner, som skal forbedre kommunernes service over for borgerne.

Men allerede nu frygter kommunerne i stedet en ny stor offentlig skandale. Alt tegner nemlig til, vurderer kommunerne, at Udbetaling Danmark bliver en udgift for kommunerne i stedet for en besparelse, og kommunerne vurderer også at servicen til borgerne samtidig bliver forringet.

Ekstraudgift

Alene i Aalborg Kommune vil Udbetaling Danmark medføre en ekstraudgift på 10 millioner kroner om året. I Varde bliver tabet 4 millioner, i Svendborg 3 millioner.

- Det er ikke i nærheden af, at der kommer en besparelse. Det kommer der aldrig nogensinde.

I dag er der landet over 2000 kommunale medarbejdere, der bl.a. betjener borgerne og sørger for at de får deres pensioner, barselsdagpenge, boligstøtte og andre sociale ydelser.

Og at de kan blive hjulpet og vejledt gennem den administrative jungle.

500 af de 2000 skal efter planerne blive tilbage i kommunerne og hjælpe, vejlede og kontrollere borgerne.

De resterende 1500 skal overføres fra landets 98 kommuner til fem nye centre, som først skal bygges eller ombygges.

Kort visit

For 500 af de overførte medarbejdere bliver det en kort visit. De skal fyres igen efter 1-2 år, når Udbetaling Danmarks fem centre er kørt ind. Hvilket i sig selv kommer til at koste over en halv milliard, som kommunerne skal betale.

Det er disse 500 fyrede medarbejdere, der skal skaffe kommunerne 300 millioner kroner i besparelser. Og det vil ske, lover direktør Lillian Mogensen fra ATP, der fik opgaven, da den daværende borgerlige regering og DF vedtog at betale ATP for at løse opgaven gennem det nydannede selskab Udbetaling Danmark
- Jeg forstår godt kommunernes bekymring, men jeg står på mål for besparelsen på de 300 millioner kroner, siger Lillian Mogensen til DR Nyheder.
 

KL: Skeptisk

Jan Trøjborg, borgmester i Horsens og KL-formand.
Jan Trøjborg, borgmester i Horsens og KL-formand.

KL's formand, borgmester Jan Trøjborg, Horsens, er mildt sagt ikke fyldt med forventninger til den store gevinst og henviser til den tidligere regering tromlede Udbetaling Danmark igennem.

- Det er bestemt ikke en tidsel, der er vokset i vores have, og vi forstår udmærket kommunernes skepsis. Opgaven nu er at sikre, at besparelsen på 300 millioner kroner kommer hjem, siger Jan Trøjborg.