Kronprinsen lægger grundsten til nyt F-35 Campus

Fredag besøgte kronprins Frederik byggepladsen til den nye campus for F-35 kampfly. Her placerede Hans Kongelige Højhed en grundsten i fundamentet.

- Det var en stor oplevelse. Det er en fremtidssikring.

Ordene kommer fra kronprins Frederik, der i dag fredag besøgte det syd- og sønderjyske – nærmere bestemt byggepladsen, hvor det nye byggeri til de kommende F-35 kampfly skyder op.

Til det royale besøg i Skrydstrup nedlagde kronprinsen en grundsten og en tidskapsel i fundamentet til F-35 Campus, som bliver basen for Danmarks nye kampfly.

F-35 Campus

F-35 Campus vil, når det efter planen står færdigt i sommeren 2023, dække et område, der svarer til 375 parcelhusgrunde. Hele området vil være hegnet ind af en 13 meter høj, støddæmpende vold.  


Kilde: Forsvaret

Det var denne grundsten, kronprins Frederik nedlagde i fundamentet til F-35 Campus.
Det var denne grundsten, kronprins Frederik nedlagde i fundamentet til F-35 Campus.
Foto: Hans Lausten, TV SYD

Største byggeri i nyere tid

Den nye campus kommer til at dække et område, der svarer til 375 parcelhusgrunde, som vil have placering i Skrydstrup, hvor de nuværende F-16 kampfly hører til.

Derfor var borgmesteren i Haderslev Kommune også yderst begejstret for dagens markering af det store byggeri.

- Det er danmarkshistoriens største byggeri, og det er danmarkshistoriens største enkeltinvestering, når det hele er færdigt, så det kan jeg kun være stolt over, at det ligger i Haderslev kommune. Når F-35 kommer i 2023, har kommunen et af de mest moderne og optimale arbejdspladser militært, så jeg er glad, stolt og tilfreds, siger H. P. Geil.

Minister: - Vi passer på Danmark

På byggepladsen i Skrydstrup lagde også den danske forsvarsminister Trine Bramsen, Socialdemokratiet, vejen forbi.

Hun glæder sig også over det store byggeri, der samler flere funktioner under samme tag. Blandt andet vil der være trænings- og uddannelsesmuligheder, vedligeholdelsesfunktioner og ikke mindst de operative indsættelser vil dagligt være at finde på den nye base.

- Så sent som i sidste uge fløj russiske jægerfly over Christiansø og krænkede dansk luftrum, og derfor skal F-35 kampflyene i særdeleshed være med til at ruste Danmark til fremtiden, da vi desværre lever i en tid, hvor vi ikke kan tage sikkerhed og tryghed for givet. Det er derfor en meget stor dag i dag, fordi det understreger, at vi passer på Danmark og de danske værdier langt ind i fremtiden, siger forsvarsministeren.

Efter planen skal det nye byggeri står klar til brug i juni 2023.

F-35 kampfly

Efter planen lander det første danske F-35 kampfly i Danmark i 2023. Fire år senere i 2027 skal de nye kampfly afløse de nuværende F-16 fly.

F-35 er verdens mest avancerede kampfly. Der er avancerede systemer i flyene, som kan binde enheder sammen og sikre værdifulde informationer til enheder i luften, til lands og til søs.


Kilde: Forsvaret