Landmandskoner tabte sig sammen – her giver de fem gode råd

I TV SYDs nye lørdagsprogram laver tre landmandskoner sammen en klub, hvor de støtter og motiverer hinanden på rejsen til et vægttab.

Kød, kartofler og sovs.

Det er ofte menuen, der bliver kokkereret i landmandskøkkener. Sådan er det også hos Caroline Gammelgaard, der er landmandskone og har boet 12 år på sin mands slægtsgård i Gram – eller rettelig sådan var det. 

For Caroline Gammelgaard gik der nemlig for meget husmor i hverdagen, og derfor tog hun initiativet til at lave Landmandskonernes Klub, hvor hun kunne mødes med andre ligesindede – landmandskoner.

- Jeg har levet efter landbrugets præmisser, siden jeg flyttede ud på gården, men nu skulle jeg gå mine egne veje. Jeg havde glemt mig selv, og derfor ville jeg finde nogle friske damer, som måske stod samme sted i livet, siger Caroline Gammelgaard.

Tre kvinder, én klub

Klubbens formål er at motivere landmandskoner til at prioritere sig selv, leve sundere og smide overflødige kilo.

Initiativet kunne hverken Lena Lund-Petersen fra Gram eller Kristine Heilskov Sørensen fra Lunderskov sige nej til. De kender også alt til at have en mand, der arbejder i marken og forventer traditionel dansk mad, når klokken slår 18.

- Jeg ville gerne være med i klubben, fordi vi havde et fælles grundlag. Det var rart, at jeg ikke skulle forklare mig, for de andre forstod mig. Vi havde et fællesskab om det at være landmandskone, siger Lena Lund-Petersen, og det er Kristine Heilskov Sørensen enig i.

- De andre kendte til, hvordan hverdagen er for os i landbruget, så det var dejligt at have dem at sparre med, når det hele går op i børn, madlavning, rengøring, og man indimellem glemmer sig selv.

De tre syd- og sønderjyske landmandskoner kan man følge i TV SYDs nye lørdagsprogram "Landmandskonernes Klub", som de næste otte lørdage vil vise, hvordan kvindernes fællesskab gør det nemmere at få bugt med den traditionelle aftenmenu og få tallet på vægten til at falde.

Ifølge kvinderne går vejen til et vægttab gennem fællesskab og mindre tallerkener.

Herunder giver landmandskonerne deres bedste råd og erfaringer:

Mentalt klar til vægttabsrejsen

Landmandskonerne er enige om, at det er vigtigt, man sikrer sig, at det er det rette tidspunkt at begynde sit vægttab på.

- Man skal spørge sig selv, om man er mentalt klar til den proces, siger Caroline Gammelgaard.

- Det er det aller allerførste, man skal tage stilling til. Spørg sig selv, om man har overskud, for hvis ikke overskuddet eller tiden er til det, så hænger det ikke sammen. Man skal se det som en livsstilændring, tilføjer Lena Lund-Petersen.

Smid vægten væk

De fleste vil nok gerne undervejs i sit vægttab kontrollere, om tallene på vægten nu også går den rigtige vej, men ifølge Kristine Heilskov Sørensen gavner en vægt slet ikke.

- Smid vægten væk. Jeg kender flere, som under et vægttab har vejet sig selv hver dag, men det dur ikke. I stedet skal man måle centimeter. Vægten kan jo sagtens stige, men det kan være musklerne, der vejer. Centimeterne er derfor gode at gå efter, for de viser, at det går den rigtige vej, forklare hun.

For Caroline Gammelgaard blev vægten dog ikke fjernet helt, men hun er enig med Kristine Heilskov Sørensen, at man ikke behøver veje sig hver dag.

- Det gælder om at finde nogle delmål. Siger vægten 124,9 kilo, kan første delmål være at tabe fem kilo, så man kommer under 120 kilo. Det er med at huske at fejre de små sejre, siger hun.

Sparring med andre

I Landmandskonernes Klub har kvinderne hinanden til at få støtte og motivation, og det er et vigtigt råd, mener landmandskonerne.

- Når frustrationerne melder sig, så er det rart at have nogle at sparre med, så de kan opmuntre en, men også hjælpe hinanden videre, fortæller Kristine Heilskov Sørensen.

- De andre behøver ikke selv at ville tabe sig, men bare det, at man har nogle, som man kan stå til regnskab for, det giver meget, tilføjer Lena Lund-Petersen og eksemplificerer med en fælles chat, hvor man hver onsdag skriver antallet af skridt ind.

Mindre tallerkener

- Helt lavpraktisk så spis af mindre tallerkener, siger Lena Lund-Petersen.

Hun fortæller, at hun er begyndt at lade aftensmaden stå i køkkenet, for ”så skal man jo aktivt gå efter det”.

De er dog alle enige om, at man skal huske ikke at slå sig selv oveni hovedet, hvis man hopper af vægttabssporet for en stund.

- Et vægttab tager tid, og det er helt okay, at spise lagkage til farmors fødselsdag, men så tager man bare et stykke i stedet for to, fortæller Kristine Heilskov Sørensen og Caroline Gammelgaard uddyber:

- Det er menneskeligt at hoppe af, men man skal selv sørge for at komme tilbage på hesten igen.

Bevæg kroppen

Kiloene rasler ikke kun af ved at spise mindre eller mere varieret, at bevæge kroppen er også et vigtigt råd fra landmandskonerne.

- Motion er altid godt. Der er ikke nogen, der siger, at man skal gå tre kilometer hver dag. Det kan jo også bare være to gange rundt om sit hus, siger Lena Lund-Petersen.

- Man kan tage nogle lange gåture med familien, så kommer alle afsted og det er hyggeligt. De skal jo også være med på idéen, da det jo er en livsstilsændring og ikke bare noget, der sker hen over natten, understreger Kristine Heilskov Sørensen.

Hvordan det går de tre landmandskoner med at smide de overflødige kilo, kan du allerede nu se på vores hjemmeside, hvor alle afsnit er tilgængelige.