Lars havde selv indbrud - nu går han til kamp mod tyvene

Mange har julen som deres foretrukne sæson, det gælder ikke mindst indbrudstyve. Men nabovenner som Lars Joost skal være med til at forhindre uønsket aktivitet i nabolaget.

Lars Joost er på en gåtur i området i Haderslev, hvor han bor.

Men det er ikke hvilken som helst gåtur. Det er det aldrig. Han har på egen krop prøvet, hvad det vil sige at have ubudne gæster i hjemmet.

- Vi havde ikke låst døren om natten, for vi troede, vi boede sikkert. Men klokken 03.00 en nat var der pludselig nogen, der rumsterede i huset, fortæller han.

Efter oplevelsen begyndte familien for det første at låse døren, men i samme ombæring tilmeldte de sig også nabohjælp.

Og det er derfor, han går tur i området. Han holder nemlig ekstragodt øje med mulige tyveknægte.

Højsæson for indbrud

Den mørke tid, vi bevæger os ind i, er højsæson for indbrud, for de tidlige aftentimer giver tyvene gode arbejdsbetingelser.

I år er der yderligere risiko for indbrud, fordi energikrisen har medvirket, at mange veje og stier ikke har gadebelysning og flere har droppet lyskæderne omkring huset.

Man kan hente en app, der giver overblik over nabovenner i området.
Man kan hente en app, der giver overblik over nabovenner i området.
Foto: Martin Littau Herlevsen, TV SYD

Derfor er der brug for flere som Lars Joost, der har tilmeldt sig til at være frivillig naboven. Det betyder, at man er frivillig ambassadør for nabohjælpen, der samler nabolaget om en fælles indsats mod indbrud.

Han holder blandt andet øje med porte, der står en lille smule åbne eller vinduer, der ser mærkelige ud.

Ifølge Nabohjælp forhindrer tiltaget op mod hvert 4. indbrud.

Gør en forskel

Det er Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, der står bag Nabohjælpen. Hjælpen foregår gennem en app, hvor nabovennerne har en profil og et område på minimum 100 husstande, som de er nabovenner til. 

I Danmark er der i alt 900 nabovenner.

Lars Joost går rundt og deler budskabet, ligesom han sætter klistermærker med "Nabohjælp" på postkasser og døre - med tilladelse for husstanden.

- Her i kvarteret er aldersgennemsnittet ret højt, så det er lidt udfordrende for mig at få flere nabohjælpere uden appen. Men appen er kun et værktøj, det er handling og synlighed i nabolaget, der gælder, siger Lars Joost.

Politiet sætter stor pris på, at der er folk som Lars Joost og ser gerne, at endnu flere kommer til.

- Vi opfordrer rigtig mange til at blive både nabohjælpere og nabovenner. Vi er overbeviste om, at det er med til at forebygge indbrud, at man er opmærksomme og holder øje med aktiviteter i nabolaget samt melder ind til os, hvis man ser noget mistænkeligt, siger Jacob Rindom, der er vicepolitiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Fire råd til at undgå indbrud i vinterhalvåret

1) Sig hej til alle, du møder i nabolaget. Både dem du kender, og dem du ikke kender.

2) Sæt sensorstyret lys op udendørs og tænd lyd med timer indendørs, når du ikke er hjemme.

3) Få huset til at se beboet ud, mens du er væk. Lad opvasken stå, lad legetøjet ligge fremme og fjern dine værdier fra vinduerne, så tyven ikke spotter dem.

4) Aftal feriehjælp med naboen, hvis du skal væk i julen.

Du kan se her, om der er en naboven i dit nabolag.