Det er slut med Fuglsang i Haderslev.
Efter 157 år ophører produktionen af den lokale øl nemlig i de historiske bygninger i Haderslev by. Det betyder dog ikke, at det er slut med Fuglsang.
Fuglsang er født i Haderslev, og vi vil holde fast i de lokale værdier, som brandet er bygget på.
Fremover skal øllen nemlig brygges og tappes på Royal Unibrews anlæg i Odense og Faxe.
Et spørgsmål om energi
Bryggeriet Fuglsang er grundlagt i Haderslev i 1865 og var indtil sidste år Danmarks ældste familieejede bryggeri. Det sluttede, da Royal Unibrew overtog bryggeriet sammen med mineralvandsfabrikken Frem i Ribe i maj sidste år.
Produktionen flytter nu, da det ikke kan svare sig at optimere det gamle anlæg i Haderslev.
- Flytningen af produktionen i Haderslev er en del af vores bæredygtighedsstrategi, herunder vores ambitiøse mål om at omstille til en fossilfri fremtid, siger Kasper Ryttersgaard Jacobsen, der er direktør i Royal Unibrew Danmark i et skriftligt svar.
- Vi sigter mod allerede at være CO2-neutrale i vores produktion i 2025, så vi har travlt. I lyset af dette vil vi løbende sikre, at vores virksomhed er energieffektiv og klimavenlig, siger han.
Én gang sønderjyde, altid sønderjyde
Medarbejderne på bryggeriet i Haderslev fik beskeden den 5. september og er blevet tilbudt andre stillinger i Royal Unibrew koncernen, der har afdelinger i Faxe, Odense og Ribe.
Vi vil fortsat tilbyde vores kunder og forbrugere gedigent øl brygget efter sønderjysk tradition – nu blot brygget og tappet fra vores mere energieffektive anlæg i Faxe og Odense.
Den sidste øl bliver senest tappet i Haderslev d. 1. december i år. Flytningen fra hjembyen betyder dog ikke, at ølmærket mister sin identitet, understreger direktøren.
- Vi danskere glemmer ikke, hvor vi kommer fra, selvom vi flytter til andre dele af landet i løbet af vores liv. Fuglsang er født i Haderslev, og vi vil holde fast i de lokale værdier, som brandet er bygget på. Det betyder, at vi fortsat vil tilbyde vores kunder og forbrugere gedigent øl brygget efter sønderjysk tradition – nu blot brygget og tappet fra vores mere energieffektive anlæg i Faxe og Odense, siger Kasper Ryttersgaard Jacobsen.
De historiske bygninger tilhører Fuglsang Holding, der stadig er ejet af familien Fuglsang.