Et baseballbat blev fundet og konfiskeret og en blev anholdt, da politiet natten til lørdag forsøgte at holde gemytterne i ro.
- Det er to grupperinger, der laver balladen, som vi også tidligere har set i nattelivet i Haderslev. Vi har været massivt til stede natten igennem i midtbyen, siger vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD lørdag morgen.
Mens der var uro og ballade i midtbyen i Haderslev, melder politiet om stort set fred og ro ved Kløftenfestival, hvor mange tusinde mennesker også festede i nat.
Generelt melder politiet i hele TV SYDs område om mange mennesker i nattelivet med festende studenter og feriestart - men bortset fra i Haderslev midtby og lidt uro i Sønderborg, så har folk forstået at feste på fredelig vis, lyder det fra vagtcherne i de to lokale politikredse.