Med udsigt til boliger og hotel vækkes det døde sygehus til live i Haderslev

En investorgruppe har købt det gamle Haderslev Sygehus. Det er planen, at operationsstuerne snart skal erstattes med hotelværelser og seniorboliger.

Det har været et sted uden puls siden 2014 - det gamle sygehus i Haderslev. Det var der, at årtier med hospitalsdrift i domkirkebyen tog sin ende og rykkede til henholdsvis Aabenraa og Sønderborg. Siden da har der været stille omkring det 'døde' sygehus, der ligger smukt ud til Haderslev Dam.

Nu bliver bygningerne og området vækket til live efter otte år i næsten dvale. Næsten, fordi der for et halvt års tid siden blev lavet midlertidigt asylcenter i forbindelse med Ruslands invadering af Ukraine. Nu bliver det midlertidige liv på sygehuset udskiftet med permanent leben. Det er i hvert fald planen for investorgruppen Udsigten Haderslev ApS, der i dag har købt bygningerne af det statslige ejendomsselskab Freja Ejendomme.

Udsigt til hotel

Selvom udsigten fra den store bygning er flot, så er det næppe et sted, hvor folk har drømt om at overnatte, men det kan måske ændre sig de kommende år. For det er planen, at der skal være hotel i en del af det gamle sygehus. Sådan lyder det fra partner og direktør for Udsigten Haderslev ApS, Kristin Arendt.

- Vi har to hotelkæder, vi snakker med. Der kan måske komme flere til, og så er det planen, at vi skal leje ud til en kæde, der kan drifte det, siger hun.

FAKTA: Det nye Haderslev Sygehus

- Ejerkredsen bag Udsigten Haderslev ApS er Sax Ejendomme Aps og Seguro Management Aps.


- Udsigten Haderslev ApS overtager ejendommen 31. december i år.


- Sygehuset har et etageareal på 51.868 m2


- Det ligger på en 341.944 m2 stor grund. 


- Der er ca. 2 km. til Haderslev By og ca. 4 km. til E45-motorvejen.


- Købssummen er ikke offentliggjort.

Potentiale i seniorboliger ved dammen

Udover hotel så skal der også være en række faste boliger på det tidligere sygehus. Det giver nemlig god mening at lave nye tilgængelige boliger i Haderslev lige nu, forudser Kristin Arendt.

- Vi ved, at der er et stort potentiale. Det er en efterspurgt vare. Der er ikke ret meget lignende i Haderslev på nuværende tidspunkt. Der har været lavet få nye boliger i Haderslev, og de er blevet revet væk – ellers er der lange køer, når det er almennyttigt, siger direktøren.

Den flotte beliggenhed ned til Haderslev Dam skader da heller ikke projektets interesse, siger hun.

- Der er ingen tvivl om, at det vil være attraktivt at bo der. Vi ser det som en mulighed for at lave en sammensætning, hvor man bor tæt på byen samt tæt på motorvejen. Der er et segment – eksempelvis senior, som er interesseret i den her boligform. Vi forestiller os at lave et fællesskab derude. Vi vil gøre det til et sted, hvor man vil være med andre. Vi forestiller os, at det kunne være en kultur- og fællesskabsdestination for både Haderslev og Sønderjylland.

Der vil komme omkring 100 boliger - hvor mange præcist, er ikke fastlagt endnu. Men der vil være tale om lejligheder med to-tre værelser. De vil blive udbudt til 'markedspris', lyder det fra Kristin Arendt.

Tidligere har der været midlertidigt flygtningecenter på det gamle sygehus i Haderslev (ARKIVFOTO)
Tidligere har der været midlertidigt flygtningecenter på det gamle sygehus i Haderslev (ARKIVFOTO)

Et stykke vej endnu

Selvom handlen nu er gået igennem, så er der stadig et stykke tid til, at transformationen fra sygehus til 'sygt godt hus' er kommet i mål. For der skal laves lokalplaner, og så vil man også, når planerne bliver mere håndgribelige, inddrage borgerne i området i projektet.

Bygningerne overtager de til nytår, og derfra går man i gang med at 'gå til stålet', som Kristin Arendt formulerer det. 

- Vi skal strippe hospitalet og facaden. Vi skal have taget sygehusfølelsen ud. Så der vil være tale om totalrenovering, slutter Kristin Arendt, der ikke vil uddybe hvor mange penge, det har kostet for Udsigten Haderslev ApS at erhverve det tidligere sygehus i Haderslev.