Naboer redder husdyr ud af brændende bygninger

En gård på Vandlingvej syd for Haderslev stod fredag i flammer. Inde i flammerne befandt gårdens husdyr sig, men snarrådige naboer kom dem til undsætning.

Efterslukningsarbejdet er fortsat i gang, efter at flammer tidligere fredag tog fat i to længer på en gård på Vandlingvej syd for Haderslev.

Mandskab fra Hoptrup Frivillige Brandværn, Moltrup Frivillige Brandværn, Haderslev og Beredskabsstyrelsen kæmpede mod branden, som blev anmeldt klokken 11.29.

I længerne på gården stod gårdens kvæg og stakke med halm, og her fik brandfolkene hjælp fra snarrådige naboer, som fik reddet alle husdyrene ud.

- Dyrene blev reddet ud i samarbejde med naboerne, og det er da prisværdigt, når hjælpen kommer udefra, siger indsatsleder Lars Krogh til TV SYD.

Gårdens ejer var ikke selv hjemme, da branden brød ud, men er nu kommet hjem til synet af de nedbrændte længer.

Fodermaskine kan være årsag

Lars Krogh oplyser til TV SYD, at dyrene nu befinder sig i andre bygninger, hvor de har mulighed for at få noget foder og blive malket, alt imens efterslukningen af længerne foregår.

- Vi har stadig mandskab på stedet, da det kræver en masse vand at slukke branden i halmen, siger indsatslederen.

Brandårsagen er endnu ukendt, men ifølge vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, mistænker man branden for muligvis at være opstået i en fodermaskine.

- Fodermaskinen stod i en mellemgang mellem længen med husdyrene og længen med halm. Maskinen kører på benzin, så det kan ikke udelukkes, at den er årsagen, siger han til TV SYD.