Nul huller: Tandlæger knækker koden i kampen mod Karius og Baktus

Børnene i Haderslev Kommune har nogle af landets mest hul-frie tænder. Hemmeligheden bag er et obligatorisk tandbørste-tjek og en snak med mor og far om cola, frugtstænger og tandtråd.

De fleste børn og forældre kender de to norske tandtrolde, Karius og Baktus, der laver huller i børns tænder.

I Haderslev Kommune har de haft held med at holde det sukker-elskende makkerpar ude af børnenes tænder, og faktisk er de så gode til det, at børnenes tænder er blandt de sundeste sammenlignet med tal fra både regionen og nationalt.    

67 procent af de 15-årige har ingen huller i tænderne i Haderslev Kommune. Det samme gælder for 84 procent af de femårige og helt op mod 96 procent af de treårige. For alle tre aldersgrupper ligger gennemsnittet af hul-frie tænder over gennemsnittet for regionen og landstotalen.

Et tandbørste-tjek afslører Karius og Baktus

Årsagen skal findes hos den kommunale tandpleje, der de seneste år har arbejdet målrettet med at fremme børnenes mundhygiejne og forebygge huller i tænderne.

Klinikleder ved Povlsbjergklinikken i Vojens, Birte Wegner, forklarer, at den forebyggende indsats består af to dele. Når børnene kommer til deres årlige tandundersøgelse, består første del af en indfarvning af børnenes tænder efterfulgt af et tandbørste-tjek.

Inden selve tandundersøgelsen får børnene rød farve på tænderne, og efter et mundskyld afslører farven, hvor på tænderne der sidder bakterier.
Inden selve tandundersøgelsen får børnene rød farve på tænderne, og efter et mundskyld afslører farven, hvor på tænderne der sidder bakterier.

Børnene får rød farve på tænderne, der afslører, hvor grundige børnene er med tandbørsten. 

- Det er dejligt visuelt for både børn og forældre, at de kan se, om der er fint børstet, eller om der faktisk er noget, der trænger til forbedringer. Så kan vi hjælpe og vejlede dem til at gøre det bedre, fortæller Birte Wegner.

quote

Vi ser måske kun børnene én gang om året, så forældrene har meget større mulighed for at påvirke børnene og hjælpe dem godt på vej.

Birte Wegner, klinikleder, Povlsbjergsklinikken, Vojens

Forældrene må på banen

Anden del af det forebyggende arbejde går ud på at inddrage børnenes forældre. Når børnene har fået den obligatoriske undersøgelse af deres tænder, indbyder personalet derfor til en snak om mundhygiejne.

Snakken kan dreje sig om alt fra brug af tandtråd til sukker og syre i mad- og drikkevarer og gode råd til at gøre tandbørstning til en fast del af morgen- og aftenrutinen.

Hvad ætser tænderne?

Mad- og drikkevarerne er listet efter surhed med det sureste i top og det mindst sure i bund.

 

- Cola

- Citron

- Drikkeklar saft

- Vingummi

- Sodavand

- Cider, breesers, hvidvin

- Kiwi, blandet saft

- Appelsin, is-te

- Æble

- Rødvin, æblejuice, energidrikke

- Jordbær, vindruer, blå-/hindbær-smoothie

- Appelsinjuice

- Øl, danskvand m. citrus

- Tomat

- Banan

- Kaffe, sodavand

- Agurk

- Gulerod

- Spinat

- Mælk

- Kakaomælk

- Postevand

 

Kilde: Tandlægeforeningen

Birte Wegner forklarer, at forældrene er afgørende for børnenes mundhygiejne, da det er dem, der bestemmer, hvad der bliver handlet ind, og det er dem, der sørger for, at der bliver købt nye tandbørster. 

- Det er forældrene, der er hos børnene hele tiden. Vi ser måske kun børnene én gang om året, så forældrene har meget større mulighed for at påvirke børnene og hjælpe dem godt på vej, fortæller hun.

Færre huller år for år

Den forebyggende indsats kan tydeligt ses på tallene, hvor antallet af børn med hul-frie tænder er steget for alle aldersgrupper. 

Især blandt de 15-årige er der sket en stigning fra 53 procent uden huller i tænderne i 2015 til 67 procent uden huller i 2018. 

- Vi kan jo se, at alt det forebyggende arbejde resulterer i, at der er langt færre børn, der har huller i tænderne, og de, der har huller i tænderne, har langt færre, end de havde før, fortæller Birte Wegner.

Alle børn bliver indkaldt til en tandundersøgelse en til to gange årligt. Hvis barnets tænder er sunde, kan der gå længere tid.
Alle børn bliver indkaldt til en tandundersøgelse en til to gange årligt. Hvis barnets tænder er sunde, kan der gå længere tid.