Nye Borgerlige: Kommision skal undersøge Skrydstruperstatninger

Partiet Nye Borgerlige vil have en kommission til at undersøge, hvordan man kan kompensere naboerne til Skrydstrup for de gener, de bliver udsat for, når de nye F 35 fly kommer.

Det er Jan Køpke Christensen, der har sendt forslaget til sine kolleger i Folketinget. Han stillede selv op til det seneste folketingsvalg for Nye Borgerlige, men opnåede ikke valg.

- Den nuværende behandling har været for overfladisk. Derfor har jeg sendt et forslag til mine partifæller i Folketinget om, at der skal fremsættes et beslutningsforslag om, at sagen skal undersøges bedre. Og det skal ske ved en kommissionsundersøgelse, siger Jan Køpke Christensen.

Som det er nu, er Skrydstrup inddelt i tre zoner, rød, gul og grøn. Beboerne i den røde zone, der ligger tættest på flyvepladsen, får eksproprieret deres huse. Det vil sige, at staten køber deres huse til markedspris. I den gule zone kan beboerne vælge mellem støjsikring eller 70.000 skattefrie kroner. De grønne får ingenting. Der er 15.000 beboere i den gule zone, og nogle af dem bor få meter fra zonegrænserne.

70.000 er et hold-kæft-bolsche.

- Det er ikke rimeligt, at 3 meter skal afgøre, om man er købt eller solgt. De 70.000 kroner er ikke andet end et hold-kæft-bolsche, siger Jan Køpke Christensen.

Ifølge Jan Køpke Christensen har Nye Borgerliges folketingsgruppe sagt ja til at stille et beslutningsforsag om at nedsætte en kommission, der skal undersøge sagen.