Ond stemning i Haderslev: Fem anholdt for gadeuorden

Natten til lørdag var der igen konfrontationer mellem ballademagere og politi i Haderslev.

Gennem de seneste uger har der været uro og ballade i nattelivet i Haderslev, og Syd- og Sønderjyllands Politi måtte natten til lørdag igen gribe ind for at få ro på gemytterne.

- Vi har anholdt fem og sigtet dem for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, siger vagtchef Erik Lindholdt til TV SYD.

Ifølge vagtchefen var politiet massivt til stede i et forsøg på at få bugt med situationen i byens natteliv.

 

- Der var rigtig mange mennesker i byen, og det er vores opfattelse, at de unge forsøgte at provokere politiet og skabe en konfrontation, siger Erik Lindholdt til TV SYD.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi besluttede for et par uger siden at intensivere indsatsen i Haderslev. Uroen i byen har tidligere bl.a. resulteret i en situation, hvor politiet måtte trække sig fra en episode, hvor de blev omringet af en gruppe ballademagere.

Samtidig har borgerne følt sig utrygge ved at færdes i byen om aftenen og om natten.

 

quote

Der er åbenbart nogen der mener, at gadens parlament kan styre, men det skal vi nok få sat en stopper for.

Vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi

- Der er åbenbart nogen der mener, at gadens parlament kan styre, men det skal vi nok få sat en stopper for, og vi forsætter med at være synlige i Haderslev, siger Erik Lindholdt til TV SYD.