Personer møder ikke op i fogedretten: Politiet planlægger anholdelsesaktioner

Syd- og Sønderjyllands Politi har i øjeblikket ekstra fokus på sager, hvor folk udebliver fra fogedretten.

Hvis du har en sag for fogedretten i Haderslev, så skal du huske at møde op.

Ellers kan du risikere at få besøg af politiet.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Nogle personer - primært skyldnere - udebliver fra deres sag ved fogedretten. Derfor må politiet anholde dem for at være helt sikre på, at de møder op.

Fogedretten


Politiet opfordrer derfor de berørte borgere til at møde op frivilligt hos fogedretten i Haderslev, så de kan få deres sager behandlet.

Der er allerede planer om anholdelsesaktioner, hvis det ikke sker.

- De personer, der er indkaldt til møde i fogedretten, har fået direkte besked. Og møder de ikke op frivilligt, risikerer de at blive anholdt i nær fremtid. Det vil vi gerne undgå, og derfor opfordrer vi kraftigt personerne til at rette henvendelse til retten, så de kan få deres sager behandlet, understreger politikommissær Dennis Holst fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Nordøst.