Pilot overlever

Odense Universitetshospital melder en 42-årig pilot, som styrtede ned lørdag, uden for livsfare.

Mens en 37-årig mand lørdag døde få timer efter et flystyrt på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland, så har der indtil nu været usikkerhed om tilstanden hos flyets 42-årige pilot.

Søndag formiddag har Syd- og Sønderjyllands Politi fået en tilbagemelding fra Odense Universitetshospital. Og heldigvis er der godt nyt.

- Han meldes uden for livsfare, fortæller politiets vagtchef, Tommy Bech, til Ritzau.

Det lille fly styrtede ned på flyvestationens område lørdag klokken 12.57 få minutter efter, at det var lettet.

Om bord var ud over piloten en 37-årig mand fra Kolding, som snart skulle giftes og derfor var på polterabend.

Hvad der ellers skulle have været en festlig dag, endte imidlertid tragisk, da flyet styrtede ned. Muligvis har det ramt nogle træer.

Efter ulykken blev den 42-årige pilot, der kommer fra Vojens, og den 37-årige brudgom begge fløjet til Odense Universitetshospital af den redningshelikopter, som har base på Flyvestation Skrydstrup.

Hvad der var den præcise årsag til ulykken, bliver nu en opgave for Havarikommissionen at opklare.

Her forventer man at have en foreløbig rapport i løbet af 30 dage, mens den endelige rapport vil tage flere måneder at udarbejde.