Politi anholder 24-årig efter vild biljagt gennem midtby

En 24-årig mand forsøgte at stikke af fra politiet i Haderslev. Det slap han ikke godt fra og bliver sigtet for en hel stribe lovovertrædelser.

24-årig startede 1. juledag med at flygte fra politiet i en vild biljagt igennem Haderslev. Kl. 9.15 fik Syd- og Sønderjyllands Politi en melding om, at manden kørte hensynsløst rundt i Haderslev midtby. Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt til TV SYD.

De indledte en biljagt på manden midt i Haderslev, og undervejs nåede han at overtræde en stribe færdselsregler. Blandt andet overså han sin vigepligt og kørte den forkerte vej rundt om en helle.

Da han nåede til HC. Ørstedsvej, smed han bilen i vejkanten og forsøgte at stikke af fra politiet til fods. Men uden held.

Det viste sig, at manden både var påvirket og kørte i en bil, der ikke er indregistreret. Samtidig havde han tidligere fået frakendt kørekortet. Listen over sigtelser blev derfor pludselig en del længere.

Manden er blandt andet sigtet for en række overtrædelser af færdselsloven som kørsel i påvirket tilstand, forsøg på at undslippe politiet, kørsel i ikke registreret køretøj og kørsel med frakendt kørekort. 

Den pågældende måtte også en tur med på politistationen, men er løsladt igen.