Politiet efterforsker skudhændelse i Haderslev

Anmelderen hørte et skud og ringede til politiet klokken 18.39.

Artiklen er mandag morgen og eftermiddag opdateret med oplysninger om, at det drejer sig om en skudepisode, hvor der er brugt et våben af mindre kaliber, samt at politiet er færdige på gerningsstedet og nu har en mobil politienhed, hvor borgere kan henvende sig.

I Haderslev efterforsker Syd- og Sønderjyllands Politi en skudepisode, der skete på en parkeringsplads i Varbergparken.

En 24-årig mand fra Haderslev er kommet lettere til skade og kørt til behandling på Sygehus Sønderjylland.

Det bekræfter vagtchef Nikolaj Hølmkjær ved Syd- og Sønderjyllands Politi tidligt mandag til Ritzau.

- Der blev afgivet skud mod en mand med en pistol af en mindre kaliber, siger vagtchefen.

Den unge mand er uden for livsfare, men befinder sig fortsat på hospitalet mandag morgen, oplyser politiet.

Anmeldelsen kom klokken 18.39 fra en person, der havde hørt et skud. 

Syd- og Sønderjyllands Politi er færdige med at efterforske gerningsstedet, men mangler stadig at finde våben, gerningsmand og motiv. 

Politi haderslev 24-01-21
Foto: Presse-fotos.dk

Til B.T. sagde vagtchef Ole Aamann søndag aften:

- Vi har en idé om, hvem der kan have stået bag, men vi har ingen anholdte lige nu. Vi kender heller ikke motivet, og vi ved heller ikke, om det kan være banderelateret.

Hvis du har oplysninger, kan du henvende dig til politiet ved en mobil politistation i Varbergparken mellem klokken 14.30 og 16.00 i dag eller på telefon 114.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.