Politiet efterlyser vidner til stenkast på motorvej

Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne i kontakt med bilister, der eventuelt har optaget et stenkast ved afkørsel 68 Vojens.

Politiet er fortsat igang med at efterforske det mulige stenkast, der fandt sted tirsdag klokken 11.18 ved afkørsel 68 på den Sønderjyske Motorvej.

Derfor håber politiet, at der findes optagelser af stenkastet. Flere biler og lastbiler kører rundt med et videokamera i forruden, derfor håber politiet, at det giver gevinst.

Efterforskningen på stedet har ikke ført til nye oplysninger. Det eneste der er fundet på stedet, er en hjulbolt, fortæller lokalpolitiet i Haderslev til TV SYD.

- Det ligger fast, at der har stået tre personer på motorvejsbroen på tidspunktet, men om de har noget med stenkastet at gøre, ved vi ikke, siger politikommissær John Weber til TV SYD.

Forruden på en varebil blev ramt og chaufføren har fortalt til politiet, at han mener, der stod tre drenge på broen, da det skete.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.