Politiet leder efter unge bag groft hærværk

Syd- og Sønderjyllands Politi leder efter unge, som natten til tirsdag udsatte byen Gram for groft hærværk.

Hvad skete der helt præcis i byen Gram natten til tirsdag? Det prøver Syd- og Sønderjyllands Politi stadig at opklare efter, at byen flere steder blev udsat for groft hærværk.

Bygninger, gavlender og flere biler er blevet malet på med sort spray maling med ord som: 'Fuck,' 'Fuck You,' 'Fuck dig,''Free Pussy Inside.' Derudover er flere bygninger blevet udsat for en  række tegninger med andre skældsord.

- Det er meget groft, når det er så mange steder, der er blevet malet og tegnet.  Umiddelbart ligner det en form for hærværksrus, hvor de ikke har kunnet stoppe efter at være begyndt at male. Det er meget sjældent, vi ser noget så voldsomt, siger vicepolitiinspektør Preben Westh til TV SYD. 

Syd- og Sønderjyllands Politi har indtil nu ledt efter unge mennesker i området, der kunne stå bag - og har også foretaget en enkelt afhøring. Det er der ikke kommet noget ud af. Derfor beder politiet nu om hjælp.

Hærværket har fundet sted på følgende adresser: Savværket, Sønderbyvej, Torvet, Margrethevej, Kongevej, Højmarken og Skipperkobbel.

- Vi er faktisk på bar bund. Derfor beder vi om borgernes hjælp til opklaring af hærværket. Vi søger vidner, som måtte have observeret unge menneskers færden rundt i byen fra mandag eftermiddag den 19. oktober til tirsdag den 20. oktober om morgenen, siger vicepolitiinspektøren til TV SYD. 

Har du oplysninger i sagen, bedes du ringe til Lokalpolitiet i Haderslev på telefon 114.