Ressourcecenter for 60 millioner åbner lørdag

Det nye ressourcecenter skal erstatte den 30 år gamle genbrugsplads på Fjordagerbakke i Haderslev.

Nu kan du roligt fylde traileren og køre hjemmeaffaldet på genbrug i Haderslev Kommune.

Et nyt ressourcecenter åbner lørdag på Knavvej 6 i Haderslev.

Det skriver Ugeavisen Haderslev.

Det nye ressourcecenter skal afløse genbrugspladsen på Fjordagerbakke i Haderslev, der er cirka 30 år gammel.

Det er det kommunaltejede forsyningsselskab Provas, der står for den nye genbrugsplads.

Den gamle genbrugsplads var blevet for trang

På Provas' hjemmeside fremgår det, at det nye ressourcecenter er blevet til, fordi der manglede plads på den gamle plads. 

Det skyldes, ifølge Provas, blandt andet de stigende krav om bedre affaldssortering, samt et behov for et højere serviceniveau.

Den nye genbrugsplads skal muliggøre skabelsen af en fremtidssikret, bæredygtig og brugervenlig plads, der har fokus på optimeret håndtering af affald, miljø- og klimaløsninger.

Flere års arbejde bærer frugt

Kontrakten for det nye ressourcecenter blev underskrevet af entreprenørvirksomheden Otto Chrestensen fra Gram og skulle efter planen stå færdigt og klar til indvielse i december 2021.

Den 1. december overtog Provas ressourcecentret fra entreprenøren, men indvielsen blev rykket til januar 2022 af hensyn til forbrugerne.

- Det var et spørgsmål om ikke at åbne midt i juletravlheden, da det er et af de tidspunkter på året, hvor vi har mest travlt, siger Esge Homilius, der er administrerende direktør for Provas.

Han uddyber, at der vil være en overgangsperiode på en uge, fra man lukker den gamle genbrugsstation, til man åbner det nye ressourcecenter.

Det er tilfældet i denne uge, hvor folk, der skal af med affald i Haderslev, i stedet må køre til Vojens.