Rydning af skrotgrund i gang

Landbrugsforsker Ebbe Storm er langt om længe gået i gang med at rydde op på sin skrotgrund i Sønderballe ved Haderslev.

Naboerne har i flere år klaget over den ihærdige samler, der har fyldt sin grund med alle former for skrot.

- Jeg er ked af og flov over, at jeg har sjoflet mine naboer, siger Ebbe Storm, der regner med, at det vil tage tre måneder at rydde grunden.

Han forklarer sin samlermani med, at han går meget op i projekter, og når han får et nyt projekt, glider det gamle i baggrunden.

- Men nu skal det være. Der skal ryddes op, fastslår han.

Naboerne venter tålmodigt på, at han indfrier sit løfte.