S-ordfører undskylder for 20 år gammel sag

Som 20-årig havde politisk ordfører Jesper Petersen, (S), der er valgt i Sydjyllands Storkreds, sex med en 15-årig, hvilket han nu undskylder for.

Politisk ordfører Jesper Petersen (S) undskylder onsdag for et seksuelt forhold til en skoleelev, som han for 20 år siden havde været lærervikar for.

- Sagen er, at jeg tilbage i efteråret 2001, da jeg lige var fyldt 20 år, havde et engangsforhold med en pige på 15 år. Vi havde samleje, der var samtykke fra begge parter, og det var efter gensidig interesse, at vi var sammen.

- Pigen kendte jeg fra en af de skoler, som jeg havde været lærervikar på i mit sabbatår efter gymnasiet, skriver Jesper Petersen på Facebook.

Han skriver sit opslag, fordi han mener, at Ekstra Bladet er på vej med en historie om sagen.

Det afviser ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen dog på flere medier. Der er også nogle detaljer, som avisen ikke kan genkende.

- Der kommer ikke en historie i Ekstra Bladet om, hvad du foretog dig som ung lærervikar i Sønderborg.

- Selv om detaljerne ikke helt er, som du beskriver, så er det 20 år siden, og derfor en sag som er alt for gammel til at blive læst ind i den nuværende krænkelsesdebat, skriver Poul Maden på Facebook.

Efter Jesper Petersens opslag har avisen dog skrevet om selve opslaget og afvisningen.

På tidspunktet for episoden med den daværende folkeskoleelev var Jesper Petersen folketingskandidat for SF. Han er siden skiftet til Socialdemokratiet.

Jesper Petersen afslutter sit opslag med at skrive, at han vil overgive historien til det eksterne advokatfirma, som Socialdemokratiet har hyret til at granske sager i partiet.