Se videoen: Her bliver Nohr genforenet med sine forældre

Den tre-årige Nohr blev ved 13-tiden fundet i god behold efter tre timers forsvinden under en udflugt med sin børnehave i Stursbøl Plantage ved Sommersted.

Efter tre timers intens søgen med helikopter og adskillige hundepatruljer kunne alle ånde lettede op, da den tre-årige Nohr med en politihund i den ene hånd kom gående hen mod sine forældre.

Det var mildest talt et meget lettet forældrepar, der blev genforenet med Nohr.

- Det er ubeskriveligt. Han er hjemme og i god behold. Nu har jeg ham, hvor jeg skal have ham, fortæller Nohrs mor, Susan Bøgh.

Hun var straks kørt ud i plantagen, hvor hun i over to timer kunne se helikopteren kredse over skoven og høre hundene gø. Efter genforeningen kan familien nu se frem til i morgen, hvor Nohr skal fejre sin fødselsdag, hvor han bliver fire år gammel.

Ifølge Nohr ønsker han sig en stor Paw Patrol-bil.