Skat flytter 80 ekstra arbejdspladser til Syd- og Sønderjylland

Skattekontrollen i det syd- og sønderjyske område styrkes, når den kommende Skattestyrelse får en ny afdeling i Haderslev. Der tilføres dermed 80 ekstra medarbejdere til byen.

Tirsdag blev regeringen sammen med hele Folketinget på nær Enhedslisten enige om en aftale om at styrke kontrollen og vejledningen i skattevæsenet. Derfor annoncerer skatteminister Karsten Lauritzen oprettelsen af en ny afdeling af Skattestyrelsen i Haderslev. Den skal bidrage til at opruste kontrollen i det syd- og sønderjyske område.

Haderslev får dermed tilført ca. 80 medarbejdere udover de 170 ansatte, der i forvejen er planlagt på vurderingsområdet. Samlet set vil der således være ca. 250 skattemedarbejdere i byen. Lige nu har skattevæsenet 130 ansatte i Haderslev.

Både Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og flere af medarbejderorganisationerne i skattevæsenet har givet udtryk for, at der var behov for yderligere tilstedeværelse af Skattestyrelsen i Sønderjylland. Blandt andet i forbindelse med lokale og regionale kontrolbesøg.

- Jeg er rigtig tilfreds med den her beslutning. Med en afdeling af skattestyrelsen i Sønderjylland kan man fastholde erfarne og dygtige medarbejdere, som SKAT ellers var ved at miste, fordi de dagligt skulle rejse ud af regionen, siger Jesper Petersen, der er Socialdemokratiets skatteordfører og valgt i Haderslev-kredsen, til TV SYD.

Tine Todsen er tilidsmand for Dansk Told og Skatteforbund i Haderslev. Hun beskriver det som helt fantastisk. 

- Det betyder, at vi ikke mister kompetencer. De ville gå tabt, hvis de skulle ud og køre langt på landevejene, siger Tine Todsen til TV SYD.  

Det nye skattevæsen blev i juni præsenteret med planen Fra én til syv, hvormed SKAT fra næste år erstattes af syv specialiserede fagstyrelser inden for eksempelvis inddrivelse, told og ejendomsvurderinger. Fem af styrelsen hovedsæder og ca. 1.500 arbejdspladser placeres uden for Hovedstaden.

- Det har været en god rigtig arbejdsdag, når jeg kan gøre noget godt for at styrke skattevæsenet og samtidig bidrage til beskæftigelse og udvikling i Syd- og Sønderjylland, siger Jesper Petersen.