Skau er ny borgmesterkandidat i Haderslev efter tæt opgør

Det bliver landmanden Mads Skau, der skal gå efter borgmesterkæden i Haderslev for Venstre.

I mange år har borgmesteren i Haderslev heddet H. P. Geil, men i fremtiden kan den person hedde Mads Skau. 

Det var resultatet af en coronavenlig drive-in afstemning i går aftes, hvor den 53-årige landmand fra Hammelev, Mads Skau, blev foretrukket som Venstres spidskandidat frem for Holger Mikkelsen, der blev slået med 16 stemmer. 

- Der ligger et stort arbejde foran os, og jeg vil selvfølgelig gå efter borgmesterposten igen. Det kræver opbakningen fra et borgerligt flertal, men jeg vil gerne gå efter en bred konstitueringsaftale. Det har vi gode erfaringer med fra regionen, siger vinderen af valget. 

Snævert valg

416 medlemmer af partiet Venstre i Haderslev kommune var mødt op til en drive-in afstemning, som foregik på parkeringspladser i Gram, Vojens og Haderslev.

Her blev stemmerne af valghandlingen fordelt således, at Mads Skau fik 216 stemmer mod Holger Mikkelsens 200 stemmer, der også er landmand. Han mener dog stadig, at han har partiets opbakning. 

- Jeg synes, vi har haft en pæn valgkamp under de forhold, der er. Vi skal være glade for at der har været gode kandidater. Det ser jeg som en styrke, fortæller Mads Skau.

Tidligere i kampen om kandidaturet som spidskandidat var også Signe Knappe fra Gram og Allan Emiliussen fra Haderslev, der blev sorteret fra i tidligere runder.

I H. P. Geils fodspor

Den nuværende borgmester i Haderslev hedder H. P. Geil, og han har siddet på posten af to omgange. I 2014 overtog han sidst borgmesterkæden, og derfor er det en stor opgave at skulle være den nye kandidat til at genvinde borgmesterposten, lyder det fra Mads Skau.

- H. P. har haft en lang og flot karriere, så det er en tung arv, der skal løftes. Dét kan jeg ikke selv, og det kræver en god organisation, men det har vi også. Jeg tror, vi kan lave et rigtig godt hold, der gør, at vi kan fastholde borgmesterposten, siger han. 

Skifter regionsråd ud med byråd

Landmanden fra Hammelev blev senest valgt ind i regionsrådet for Venstre i 2017, hvor han sidder som formand for det præhospitale udvalg. 

- Jeg tror, det er en styrke. Det har gjort mit udsyn bredere og givet mig erfaringer og et netværk uden for kommunen, som jeg håber kan komme til at gavne Haderslev, forklarer Mads Skau.

Men byrådspolitik er ikke uvant for Mads Skau, der sad i byrådet i det daværende Vojens kommune fra 1998-2005 og efterfølgende i Haderslev kommune frem til 2009.

Kommunalvalget bliver afholdt den 16. november 2021.