Sønderjysk kommune kan få Danmarks største solcellepark

Der er planlagt 14 store solcelleparker i Haderslev Kommune. En af dem kan blive landets største og dække et areal på 660 hektar.

I Haderslev Kommune tror og håber de på masser af sol de næste mange år. Sol som de kan omdanne til grøn energi og strøm med hjælp fra et af de mange solcelle anlæg, som kommunen håber at bygge. 

I alt har de 19 kvadratkilometer på tegnebrættet, som skal omdannes til solcelleparker - og bliver det en realitet, kan Haderslev blive den kommune i hele landet, som har det største areal med solceller. 

En af parkerne står lige nu til at blive landets største. Den 660 hektar store park skal ligge ved byen Bevtoft, hvis byrådet godkender kommuneplantillægget. Og skal man tro tre af byen borgere, så hilser de parken velkommen: 

- Jeg synes, at det er fint. Jeg kan godt lide tanken om vedvarende energi. Vi har det i Vojens, så i området, så vi ved jo, hvordan det ser ud, og jeg synes ikke det er skræmmende, Helle Kirkegaard Nielsen, selvstændig, Bevtoft.

- Jeg har det fint med solceller, og jeg har også selv på taget. Det er godt, at vi får sådan noget, men placeringen skal jeg lige se nærmere på, men kom bare med dem. De støjer eller forurener jo ikke, siger Benny Christensen, pensionist, Bevtoft.

- Det er super fint. Det er jo den vej, det går. Jeg kan jo ikke se det herfra. For min skyld er det fint, siger Peter Gram, lagermedarbejder, Bevtoft.

Borgmester: Vi har alle en forpligtelse til at være med 

Haderslev Kommune har oplevet stor interesse for grøn energi, og efter flere henvendelser om solcellerparker har kommunen forslået at udpege nye områder, hvor der kan stilles solcelleanlæg op. I alt er syv områder sendt i høring. I faktaboksen nedenunder kan du se, hvor områderne ligger. Borgermester i Haderslev Kommune fortæller, at de har gjort sig umage med at finde forskellige områder og steder:

- Det er nok ikke alle arealer, der kan realiseres, men der, hvor der vil være mindst modstand, og man kan sige, her vil der være mulighed for at sætte det op - det er de steder, vi så tager stilling til.

Der er endnu ikke fundet løsninger på, hvordan solceller kan gemmes i naturen, men en af mulighederne er at lave et levende hegn, som plantes til. Derudover så er det vigtigt, at der mulighed for at naturen kan gro under anlægget. 

- Atomkraft vil vi ikke have. Vindmøller vil vi heller ikke have. Biogasanlæg er også ude, så solceller er lige i øjeblikket det bedste bud - også ud fra et støjmæssigt synspunkt, siger H. P. Geil og tilføjer:

- Det kan godt være, at der kommer en udvikling, som overhaler tingene, men som der ser ud i øjeblikket, så kan det behov, der er for at få strøm, i hvert fald blive dækket med solceller.

Udover et ønske om at være en grønnere og mere klimavenlig kommune, mener H. P. Geil også, at de som kommune har en forpligtigelse til at spille med.

- Hvis vi skal sænke vores CO2, så har alle kommuner i Danmark en forpligtelse til at være med til det her, for ellers kan regeringen ikke nå sin målsætning i 2030. Derfor var der enig i Byrådet i Haderslev om, at vi også vil være med. 

Her kan du se, hvilke områder der er er i spil til at få en solcellepark:

Klik på linket og se, hvilke områder der er sendt i høring. 


Områderne er vurderet i forhold til: 

  • Kystnærhedszonen
  • Lavbundsarealer og lavbundsarealer der kan genoprettes
  • Kulturmiljøer
  • Kirkeomgivelser
  • Bevaringsværdigt landskab / Større uforstyrrede landskaber
  • Beskyttede naturtyper
  • Sø- og å-beskyttelseslinjen
  • Fortidsmindebeskyttelseslinjen
  • Natura 2000
  • Fredede områder

Kilde: Haderslev Kommune

Tager stilling efter sommerferien

Forslaget til kommuneplantillægget blev den 23. marts sendt i høring, og samtidig blev der sendt besked i e-boks til omkring 2.500 borgere, der bor tæt ved områderne.

- Der findes ikke nogen anlæg i denne verden, hvor der ikke er modstand, men det er derfor, vi har det i høring. Nu afventer vi så høringsperioden, og så er det byrådet der i sidste ende afgør, hvor mange steder der skal være solceller, siger borgmesteren i Haderselev Kommune. 

Forslaget til kommuneplantillægget er i høring frem til og med den 18. maj og kan ses på www.blivhørthaderslev.dk. Efter sommerferien vil byrådet tage stilling til planforslagets endelige godkendelse og herefter kan arbejdet med mere konkrete lokalplaner påbegyndes.