Sønderjyske-chef: Vores trup er ikke klar til Europa

Der mangler en-to kvalitetsspillere, før Sønderjyskes trup er Europa-klar, siger klubbens sportschef Hans Jørgen Haysen.

Efter onsdagens 2-0-sejr over AaB i pokalfinalen ved Sønderjyskes sportschef, Hans Jørgen Haysen, at klubben skal ud og spille i Europa i næste sæson.

Det kræver dog flere investeringer i spillertruppen at gøre den klar til at kæmpe med om en plads i det lukrative gruppespil i Europa League, siger sportschefen.

- Nej, den er da ikke klar til Europa lige nu. Men hvis du kigger på, hvordan vi har spillet vores superligakampe på det seneste, har vi brugt rigtig mange folk - også i startopstillingen. Vi har også nogle unge folk, som er på vej ind, så det kan også give dem et boost.

- Om vi så skal give en eller to flere chancen i vores trup, det kan da godt være. Men lige nu er der en stor snak om økonomi rundt omkring, så det bliver det selvfølgelig også i det her tilfælde, siger Hans Jørgen Haysen.

Spørgsmål: Hvad mangler truppen for at være klar til Europa?

- Den mangler en eller to kvalitetsspillere mere.

- Hvis du ser over den seneste måned, hvad vi har præsteret, hvor vi har haft kniven for struben hele vejen igennem, så vil jeg sige, vi har en rigtig god startopstilling og en rigtig god bund til at gå ind i Europa. Men vi skal bruge flere spillere, hvis vi skal i gruppespillet, siger sportschefen.

Da fodboldkalenderen er komprimeret på grund af coronavirus i næste sæson, spilles der kun en enkelt kamp i hver kvalifikationsrunde til Europa League.

To sejre fra gruppespil i Europa League

Som pokalvinder indtræder Sønderjyske i den tredje ud af fire kvalifikationsrunder og er dermed kun to sejre fra en plads i turneringens gruppespil.

Selv om Sønderjyske skal spille i Europa, kan klubben også risikere at bruge weekenderne i næste sæson på at spille i 1. division, da klubben endnu ikke er sikret mod nedrykning.

Først når klubbens superligastatus i næste sæson ligger fast, kan Haysen eksekvere sine transferplaner.

- Som sportschef er man et skridt eller to foran i forhold til de scenarier, vi kan ryge ud i. Så selvfølgelig har vi holdt nogle ting hen og snakket med nogle, som kan være muligheder.

- Men den her pokalsejr og så skæbnen i Superligaen bliver afgørende for, hvornår vi eksekverer noget, sagde Haysen.