SønderjyskE fyrer administrerende direktør efter ejerskifte

Jonas Lygaard er efter cirka et år på posten færdig som administrerende direktør i fodboldklubben SønderjyskE.

Fodboldklubben SønderjyskE har fyret administrerende direktør Jonas Lygaard med omgående virkning. Det oplyser klubben fra 1. division onsdag aften på sin hjemmeside.

- Det nye ejerskab i SønderjyskE Fodbold har valgt at opsige samarbejdet med administrerende direktør Jonas Lygaard.

- Ejerskabet er i gang med at nedsætte den kommende direktion, og det ligger fast, at det bliver uden Jonas Lygaard, som er blevet opsagt med omgående virkning, lyder det i beskeden på hjemmesiden.

Mandag kom SønderjyskE igen på danske hænder, efter at lokale investorer købte klubben, som i knap to år havde haft amerikansk ejer.

Det nye ejerskab lader forstå, at den ikke har yderligere kommentarer til fyringen og den kommende direktion, før den nye direktion er endeligt på plads.

Det fremgår ikke, hvorfor Jonas Lygaard er blevet fyret. Ved præsentationen af den nu fyrede direktør i juli sidste år, udtalte Klaus B. Rasmussen, administrerende direktør i Sønderjysk Elitesport:

- Vi er sikre på, at han er den rette mand til jobbet.

- Der er lavet et meget grundigt forarbejde for at finde den rette profil, der skal stå i spidsen for fremtidens SønderjyskE Fodbold, og vi har været så heldige at få vores topkandidat.

Jonas Lygaard nåede at være administrerende direktør for SønderjyskE i cirka et år.

Klubben rykkede ud af Superligaen efter sidste sæson og spiller nu i 1. division.