Sønderjyske kan vinde europæisk guld

Der kan være europæiske guldmedaljer på vej til Sønderjyskes ishockeyherrer, når de i aften skøjter af isen efter kampen mod Krakow i Continetal Cup.

- Det er jo det, vi har arbejdet for, siden ishockeyen blev skabt, så det er en stor dag i Vojens.

Sådan siger Sønderjyskes administrerende direktør, Klaus B. Rasmussen, inden søndagens vigtige ishockeykamp.

Sønderjyske har fredag og lørdag leveret flotte resultater på isen i Vojens i Continental Cup. Det er en europæisk klubturnering, hvor Neman Grodno fra Hviderusland, Nottingham fra England, Krakow fra Polen og Sønderjyske har mødt hinanden i de afgørende kampe siden fredag.

Fredag aften slog Sønderjyske Nottingham, og lørdag sejrede holdet over hviderusserne. I dag gælder det så kampen mod polske Krakow, der endnu ikke har vundet en kamp. Vinder Sønderjyske den kamp, er de vinder af Contiental Cup.

- Vi spiller i dag om det ultimative, så det er den største dag i Sønderjyske Ishockeys historie, siger Klaus B. Rasmussen til TV SYD.