Sønderjyske præsenterer "meget tilfredsstillende" regnskab på trods af corona

Trods fortsatte coronaudfordringer fik SønderjyskE Fodbold et overskud på små otte millioner kroner i 2020/21.

Det gjorde ondt sportsligt, da fodboldklubben Sønderjyske tilbage i januar solgte landsholdsaktuelle Alexander Bah til tjekkiske Slavia Prag. Til gengæld lunede det gevaldigt i klubkassen.

Mandag fremlagde selskabet bag klubben årsregnskabet for 2020/21, som har været præget af coronapandemien, men hvor salget af Bah har sikret et pænt overskud.

Overskuddet lyder på næsten otte millioner kroner før skat.

- Det blev igen et regnskabsår, der blev påvirket af covid-19-pandemien, skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Restriktioner betød, at kampene blev afviklet med ingen eller et stærkt begrænset antal tilskuere. Covid-19-situationen gav også et særdeles udfordret sponsormarked samt øgede driftsomkostninger.

- Regnskabsåret blev til gengæld positivt påvirket af klubbens største transfer til dato, da Alexander Bah blev solgt til tjekkiske Slavia Prag i januar 2021.

Salgsprisen fremgår ikke direkte af pressemeddelelsen, men flere medier skrev i forbindelse med salget i sin tid, at Slavia Prag måtte punge ud med omkring 13 millioner kroner.

Klubbens administrerende direktør, Jonas Lygaard, kalder resultatet for "meget tilfredsstillende".