Sønderjyske siger farvel til Glen Riddersholm

Sønderjyske skal finde en ny cheftræner til den kommende sæson, efter at Glen Riddersholm er fortid.

Glen Riddersholm stopper som cheftræner i Sønderjyske med omgående virkning. Det oplyser Sønderjyske på fodboldklubbens hjemmeside.

Administrerende direktør i Sønderjyske Elitesport Klaus Rasmussen takker Glen Riddersholm for indsatsen.

- Han har arbejdet hårdt og loyalt. Han har stået i spidsen for holdet, der har spillet sig i to pokalfinaler i træk og sikret klubben det første trofæ, samtidig med at vi har sikret overlevelse i Superligaen, og på den måde har han skrevet sig ind i historiebøgerne hos os.

- Vi takker ham mange gange for den store indsats og ønsker ham alt det bedste fremover, siger direktøren.

Glen Riddersholm kom til Sønderjyske i januar 2019 efter at have haft stillinger i blandt andet Vendsyssel FF, AGF og FC Midtjylland.

To nye chefer på vej

Sønderjyske er i øjeblikket i gang med at søge efter Riddersholms efterfølger samt ansætte to nye nøglepersoner i kraft af en CEO (fodbolddirektør) og en Head of Player Development and Recruitment, som det hedder i en pressemeddelelse.

– Med en ny CEO (fodbolddirektør) ser vi en tid til strategisk vækst inden for områder som spillerudvikling, udvidelse af ungdomsprogrammet og strategisk outreach. Vi ser frem til at byde det nye lederteam velkommen, når vi går stærkere end nogensinde ind i sæsonen 2021/2022, udtaler klubbens ejer, amerikaneren Robert Platek, til klubbens hjemmeside.

Trænere forlader jobbet i store klubber

Der har den seneste sæson været gang i trænersvingdøren i de store klubber i Syd- og Sønderjylland. Glen Riddersholm er den sjette træner, der forlader jobbet før kontraktudløb. Her er en oversigt over de feme andre:

AC Horsens

Jonas Dal blev fyret i AC Horsens i december, hvorefter Jens Berthel Askou overtog jobbet.

Vejle Boldklub

Italieneren Adolfo Sormani meddelte efter nederlag til FC København i marts, at han ønskede at blive løst fra sin kontrakt. Han blev ansat i juni 2017.

Esbjerg fB

Tyskeren Peter Hyballa overtog i weekenden cheftrænerposten i 1.-divisionsklubben Esbjerg fra den fyrede islænding Olafur Kristjansson.

FC Fredericia

I august 2020 afløste den tidligere Esbjerg-spiller Michael Hansen Jonas Dal.

Kolding IF

I februar blev cheftræner Morten Mølkjær fyret, og hans afløser blev 39-årige Kristoffer Wichmann, der kom fra københavnske HIK.