Sønderjysk slagter henter guld i tysk pølsekonkurrence

Gode råvarer, stærke håndværkertraditioner og fingerspidsfornemmelse det er Slagter Lampes opskrift på succes i Tyskland, hvor han for nylig hentede hele 9 medaljer for sine pølser.

Den sønderjyske klassiker, Kålpølsen, fik guldmedalje sammen med to andre pølser.

-Vi er meget stolte, vi har været kendt for vore gode Kålpølser i alle 3 generationer, og det er et af vore bedst sælgende produkter, fortæller slagtermester Steen Lampe.

Tyskland er berømt for sin pølseproduktion, og ved den årlige slagtermessen i Stuttgart deltog omkring 1200 forskellige pølse- og skinkeprodukter, derfor er slagter Lampe særlig stolt over de fine placer.

-Den Tyske slagterkonkurrence ligger på et højt niveau og det flotte resultat er vi meget glade for.

De Tyske fagdommere var heller ikke i tvivl, kvaliteten var overbevisende og Slagter Lampe fik 3 guld-, 3 sølv- og 3 bronzemedaljer med hjem til Haderslev.

De medaljer gik både til de klassiske pølser, men også helt moderne pølser. Bl.a. Chorizo Brunchpølser, som også fik guldmedalje i Stuttgart.

 

Medajlefordeling:

Guld: Kålpølser, Chorzio Brunchpølser, Hvidløgs spegepølse.
Sølv: Thepølse, Kro Salami, Rostbratwurst
Bronze: Cheese BBQ, Valnødde spegepølse, Spegeskinke.

Kålpølser:

Den sønderjyske kålpølse, som var en af guldvinderne ved pølsekonkurrencen i Sydtyskland, er en traditionel Sønderjysk jule- og nytårsspise. Det er en typisk sønderjysk specialitet. Kålpølsen er en kødfuld røget pølse, der klassisk serveres til Sønderjyske egnsretter som stuvet hvidkål eller grønlangkål, og som også indgår i mere moderne retter hos landets kokke. I løbet af de seneste 10 år, har Kålpølserne også fundet vej til grillen og derfor sælger Slagter Lampe nu Kålpølserne hele året.