Sønderjyske håber på anden etape efter landskamppause

Alt ånder fred og idyl i Sønderjyske, som søndag kan tage afstand fra Randers FC, når de to hold mødes.

Der er mod på tilværelsen i Sønderjyske, hvor man ser frem til mødet med Randers FC i Alka Superligaen, efter at have holdt pause i nogle uger på grund af landskampe.

- Vi er kommet godt igennem første etape med sæsonens første syv kampe og en pokalkamp, og nu venter en ny etape indeholdende fire kampe og en pokalkamp inden den næste landskamppause, siger cheftræner Jakob Michelsen til klubbens hjemmeside inden mødet med Randers.

Sønderjyske indtager før kampen andenpladsen i ligaen med 12 point for syv kampe, mens Randers følger lige efter på tredjepladsen med 10 point - dog for en kamp færre. Med en sejr, kan Sønderjyske altså lægge yderligere afstand ned til dagens modstander.

- Vi skal møde et rigtig godt Randers-hold, som jeg synes har spillet til mere end de point, de har fået. Vi er ikke favoritter i Randers, men vi glæder os til kampen, siger cheftræneren.

Han er godt tilfreds med pausen på grund af landskampene, selv om den også bød på et salg af den 24-årige forsvarsspiller Bjørn Paulsen til Esbjerg.

- Jeg er sådan lidt todelt med landskampspause. Når det går godt, er man aldrig interesseret i, at det skal stoppe. Omvendt kan man sige, at vi i pausen har kunnet få nogle folk tilbage fra skader, siger Jakob Michelsen.